Et interaktivt fortællings-spor.
Om at blive væk. Og om at finde hjem igen. Et nyt sted.
Mennesker har altid på mange måder
søgt svar på livets gåder
Nu har børn og unge
på tværs af steder og grænser
åbnet hjerter og krøllede hjerner
for i alvor og i leg
at genskabe fortællingen om dig og dig.
De har lagt en rød tråd
henover livets spillebræt
gennem afsøgninger i det vi forlod
musaiker af mønsterbrud
søgt lyset, selv hvor mørket var tæt
udfordret opfattelser af lykke og held
og finde et stå sted i sig selv
og blive hverdags- helte
der rækker ud og ind i det svære
når nogen og noget er ved at vælte
som tør være, bære og lære
gennem mangler og fejl
med hjertet som spejl.
Så følg deres forundrings spor
med alt du er, kan, vil og tror
henover tid og sted
midt ind i dit og mit
væk fra sort på hvidt
med min og din kompas-nål
pegende mod verdens-mål.
En flaskepost er skyllet i land. Et råb om hjælp. Vil I hjælpe?
At hjælpe er starten på en fælles rejse fra mørket til lyset. En rejse hvor vi sammen med de to fortabte børn kommer til forskellige forundrings-øer, der har afsæt i forskellige livstematikker. Her møder vi personificerede følelser, som udfordrer de to børn og vi hjælper dem så godt vi kan med at klare udfordringerne og komme videre på deres rejse. Samtidigt skaber vi et lydspor til fortællingen med lyd-universer til de forskellige steder og musik og sange der hjælper handlingen på vej. Alle karaktererne har også lyde og nogle af dem også en sang. Disse sange er gentænkte folkesange fra hele verden. Sammen med drengen og pigen husker vi også tilbage til tiden før alt forsvandt i mørket og mindes nogle af de sange de hørte og sang før alt forsvandt. Det er sange I nok også kender fra I var yngre.
Fortællingen starter sådan her...
FASTFROSSET Hvidt på sort
Fortabt på et endeløst hav sidder en dreng og en pige, fastfrosset på en isflage. De husker ingenting. Slet ingenting. Men før alt blev frosset fast i mørket sendte pigen en flaskepost afsted. Et råb om hjælp!. Et SOS!
Og en dag bringer havet en flaskepost tilbage til hende.
Nogen har samlet hendes råb om hjælp op! Nogen har svaret!
SE!. LYT. Flaskeposten er fyldt med varme ønsker om at hjælpe.
Og varmen optøer hendes fingre.
RØDDER Erindringens hus
Nu, hvisker hun. Nu, husker jeg. Jeg ser æbletræet
Jeg ser huset, ser trappen, køkkenet
og katten, der drikker mælk af sin skål.
Se stjernen over huset.
Se lyset i mit hjerte.
SØGEN - Vandets vej
Hun begynder at folde et papirsskib ud af flaskepostens budskab.
SE - Det lille skib vokser i mellem hendes hænder.
Så stort at hun må slippe det til bølgerne. Så stort, at hun kan kravle op i det. Hun kan sejle væk. Væk fra kulden og mørket! Men - nu husker hun.
Drengen. Han er hendes ven. Hun vil have ham med
Men drengen ser ingenting, ikke skibet, ikke hende.
Opgivelsen har lagt sine arme om ham. Vugger ham. Græder.
Tårer der brænder på drengens kind, og falder på isen. Smelter isen, så han synker.I sidste øjeblik får pigen fat i drengen og trukket ham med ombord.
DRØMME
Tiden flyder umærkeligt afsted, mens små krusninger bevæger skibet langsomt fremad. Nogle gange spejler stjerner sig i havets blanke overflade, for så igen at forvinde i mørket.
Men en dag samler de glitrende prikker sig til en sfærisk planet.
Forførende sødt duftende drømme-bobler danser omkring dem.
Lokker de to børn væk fra skibet og ind et tivoli af candyfloos drømme.
Børnene ønsker bare at blive altid. Bo inde i drømme-boblerne.
Og ruge på drømmene. Lade dem vokse sig kæmpe store.
Ja, Pigen og Drengen vil have det hele. Alt vil de ha´. Alt det de andre fik. Lykke og held. Et drømmeliv!
MEN - så kommer skuffelsen listende. Stjæler drømmene og trækker mørket sammen om dem igen. Den vidunderlige drømmeplanet fordamper, som var den blot et drømmesyn.
De er tilbage i skibet omsluttet af mørket.
Nu drømmer jeg kun om at bevæge mig ud af mørket.
Højre fod, Venstre fod. hvisker hun.
Ja, svarer han. Tænk at mærke lyset igen...
URO
Da skærer et lysende snitsår gennem mørket, fulgt af et øredøvende brøl.
Musegrå skyer starter et kapløb henover det sorte himmel-loft.
Havet krymper sig som et såret dyr.
De to børn skælver, ryster. Klamrer sig til rællingen
Men et pludseligt hårdt bump kaster dem alligevel over skibets kant.
Spytter dem i land på en grund af sten.
Famlende og forslåede kommer de på benene i mørket.
Skibet må have ramt en klippe.
Et nyt lysglimt bryder mørket og de ser.
SER hvor de er havnet. Rod, Kaos, Ruin. Overalt.
Så et nyt brag og alt er igen ulmende mørke.
Men stemmer i mørket hvisker.
Her er jeg! Det er URO der taler, Mærk mig! hvisler SMERTE .
URO og SMERTE. De har skarpe skuldre.
Tårner sig op. Træder på lyset i hjertet.
Drengen griber ud efter pigen hånd. Spørger: Er du bange?
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud. Væk.
MØRKE
Se, klippeøen har skåret hul i skibet. Sort vand pibler ind.
Skibet synker. Indtil de når bunden.
Her venter Skuffelse, Skam og Skyld. De hvirvler sort sand op omkring dem. Til de intet kan se, intet høre, intet sige. Det ser sort ud.
De forsøger at finde fodfæste i mørket, men havbunden er som tjære.
Men så se nu. Skam, Skyld og Skuffelse får dem til at græde sten.
Og de hjælper med at lægge stenene så de danner en sti hen over den sugende grund og skridt for skridt bevæger de sig ud af det tætte mørke.
Og så ander de en skikkelse i det fjerne. Det er Sorgen.
Hun lærer dem at trække vejret i dybet og viser vej til en trappe.
Med tunge skridt bevæger de sig opad.
Men så kommer de forbi en rød dør. En nødudgang.
Og SE! Pigen åbner bare - og går ind - uden at se sig tilbage.
Drengen kalder på hende. Men hun hører ham ikke mere.
Noget har taget fat i hende. Noget stort og voldsomt.
OPGØR
Det er vreden, der har taget fat i pigen.
Vreden med had i den ene hånd og hævn i den anden. Hun er RASENDE nu. Hvorfor skulle alting forsvinde? Hvorfor skulle mørket slette alt? Hun vil SLÅ. Hun vil SPARKE. Hendes blik er rødt af raseri. Drengen mærker hende. Ser hende. Hun brænder.
Og så husker han. Husker hende - fra tiden før. Hendes ild. Hendes vildskab. Fortuna.
Han husker hendes navn. FORTUNA! råber han. Så bliver alt stille.
Hun vender sig mod ham. JA, Fortuna, det er mig. Hun ser på ham. Ser hans øjne røde af gråd. Han står ved døren ind til mørket.
Og.. og du er LUCK. Du er min ven, Luck.
Ja, hvisker han. Jeg er Luck og jeg vil ha´livet tilbage! og Fortuna nikker. Ja! Vi vil ha´ livet tilbage. VI VIL HA´LIVET TILBAGE! råber de sammen og så løftes de op. Som i en elevator. Helt op til overfladen.
Men her ser de INTET. INGENTING. Kun den uendelige sorte himmel og det flade hav - og de hører Skuffelsens skratende latter.
Men se oppe på elevatoren står en lille skikkelse. Det er hende der har trukket dem op. Hun siger, at hun er Viljen. Hun sigter på Skuffelsen med sin kanon, som hurtigt tier og gemmer sig, og siger at hun kan skyde dem ud af mørket...
HÅB
Men tør de?
JA. De tør! De lader sig skyde, som kanon-konger, hen over havet.
De lander i en sump - i en lysning i en skov.
Først Fortuna, så følger Luck efter, som lovet.
Håbet spreder sig i kroppen, som en kilden.
Men der er noget der stikker.
Er de virkelig sluppet fri fra mørket?
Det er Tvivlen, som skubber til Håbet.
Men Håbet hvisker, at de skal blive ved med at søge lyset derude.
Og så ser de det. Lyset, og med lyset følger Glæden...
NY BEGYNDELSE
Og se nu kommer en ny verden dem i møde. En ny begyndelse. Et nyt hjem.
SE! HØR! Her bor børn, der leger... og griner. En dreng råber:
“Hvad hedder I?”. “Luck og Fortuna!” svarer de lidt forsigtigt, men drengen råber det videre til de andre. Og Luck og Fortuna mærker det. Hvor lykkeligt det er at have sit eget navn, og at når nogen åbner munden og råber dit navn, så bliver du glad.
Fortællingen starter sådan her...
En flaskepost. Et råb om hjælp. Vil I hjælpe?
FASTFRYSNING
Fortabt på et endeløst hav sidder en dreng og en pige, fastfrosset på en isflage. De husker ingenting. Slet ingenting. Men før alt blev frosset fast i mørket sendte pigen en flaskepost afsted. Et råb om hjælp!. Et SOS!
Og en dag bringer havet en flaskepost tilbage til hende.
Nogen har samlet hendes råb om hjælp op! Nogen har svaret!
SE!. LYT. Flaskeposten er fyldt med varme ønsker om at hjælpe.
Og varmen optøer hendes fingre.
RØDDER
Nu, hvisker hun. Nu, husker jeg, og ser jeg æbletræet
jeg ser huset, ser trappen, køkkenet
og katten, der drikker mælk af sin skål.
Se stjernen over huset.
Se lyset i mit hjerte.
SØGEN
Hun begynder at folde et papirsskib ud af flaskepostens budskab.
SE - Det lille skib vokser i mellem hendes hænder.
Så stort at hun må slippe det til bølgerne. Så stort, at hun kan kravle op i det. Hun kan sejle væk. Væk fra kulden og mørket! Men - nu husker hun.
Drengen. Han er hendes ven. Hun vil have ham med
Men drengen ser ingenting, ikke skibet, ikke hende.
Opgivelsen har lagt sine arme om ham. Vugger ham. Græder. Tårer der brænder på drengens kind, og falder på isen. Smelter isen, så han synker.
I sidste øjeblik får pigen fat i ham og trukket ham med ombord.
DRØMME
Tiden flyder umærkeligt afsted, mens små krusninger bevæger skibet langsomt fremad. Nogle gange spejler stjerner sig i havets blanke overflade, for så igen at forvinde i mørket.
Men en dag samler de glitrende prikker sig til en sfærisk planet.
Forførende sødt duftende drømme-bobler danser omkring dem.
Lokker de to børn væk fra skibet og ind et tivoli af candyfloos drømme.
Børnene ønsker bare at blive altid. Bo inde i drømme-boblerne.
Og ruge på drømmene. Lade dem vokse sig kæmpe store.
Ja, de vil have det hele. Alt vil de ha´. Alt det de andre fik. Lykke og held. Et drømmeliv!
MEN - så kommer skuffelsen listende. Stjæler drømmene og trækker mørket sammen om dem igen. Den vidunderlige drømmeplanet fordamper, som var den blot et drømmesyn.
De er tilbage i skibet omsluttet af mørket.
Nu drømmer jeg kun om at bevæge mig ud af mørket.
Højre fod, Venstre fod. hvisker hun.
Ja, svarer han. Tænk at mærke lyset igen...
URO
Da skærer et lysende snitsår gennem mørket, fulgt af et øredøvende brøl.
Musegrå skyer starter et kapløb henover det sorte himmel-loft.
Havet krymper sig som et såret dyr.
De to børn skælver, ryster. Klamrer sig til rællingen
Men et pludseligt hårdt bump kaster dem alligevel over skibets kant.
Spytter dem i land på en grund af sten.
Famlende og forslåede kommer de på benene i mørket.
Skibet må have ramt en klippe.
Et nyt lysglimt bryder mørket og de ser.
SER hvor de er havnet. Rod, Kaos, Ruin. Overalt.
Så et nyt brag og alt er igen ulmende mørke.
Men stemmer i mørket hvisker.
Her er jeg! Det er URO der taler, Mærk mig! hvisler SMERTE .
URO og SMERTE. De har skarpe skuldre.
Tårner sig op. Træder på lyset i hjertet.
Drengen griber ud efter pigen hånd. Spørger: Er du bange?
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud. Væk.
MØRKE
Se, klippeøen har skåret hul i skibet. Sort vand pibler ind.
Skibet synker. Og Skyld suger dem som sort kvíksand nedad.
De lander på bunden i Skam tjæretykke arme.
Alt synes ovre. For sent.
Men SE nu! Ved deres side anes en lille skikkelse. Det er Sorgen.
Hun lærer dem at trække vejret i dybet, græde en vej af sten og viser dem vej til en trappe. Med tunge skridt bevæger de sig opad.
Og så står de pludselig ved en rød dør. En nødudgang.
Pigen åbner bare - og går ind - uden at se sig tilbage.
Drengen kalder på hende. Men hun hører ham ikke mere.
Noget har taget fat i hende. Noget stort og voldsomt.
OPGØR
Det er vreden, der har taget fat i pigen.
Vreden med had i den ene hånd og hævn i den anden. Hun er RASENDE nu. Hvorfor skulle alting forsvinde? Hvorfor skulle mørket slette alt? Hun vil SLÅ. Hun vil SPARKE. Hendes blik er rødt af raseri. Drengen mærker hende. Ser hende. Hun brænder.
Og så husker han. Husker hende - fra tiden før. Hendes ild. Hendes vildskab. Fortuna.
Han husker hendes navn. FORTUNA! råber han. Så bliver alt stille.
Hun vender sig mod ham. JA, Fortuna, det er mig. Hun ser på ham. Ser hans øjne røde af gråd. Han står ved døren ind til mørket.
Og.. og du er LUCK. Du er min ven, Luck.
Ja, hvisker han. Jeg er Luck og jeg vil ha´livet tilbage! og Fortuna nikker. Ja! Vi vil ha´ livet tilbage. VI VIL HA´LIVET TILBAGE! råber de sammen og så løftes de op. Som i en elevator. Helt op til overfladen.
Men her ser de INTET. INGENTING. Kun den uendelige sorte himmel og det flade hav - og de hører Skuffelsens skratende latter.
Men se oppe på elevatoren står en lille skikkelse. Det er hende der har trukket dem op. Hun siger, at hun er Viljen. Hun sigter på Skuffelsen med sin kanon, som hurtigt tier og gemmer sig, og siger at hun kan skyde dem ud af mørket...
HÅB
Men tør de? JA. De tør! De lader sig skyde, som kanon-konger, hen over havet. De lander i en sump - i en lysning i en skov.
Først Fortuna, så følger Luck efter, som lovet.
Håbet spreder sig i kroppen, som en kilden.
Men der er også noget der stikker.
Er de virkelig sluppet fri fra mørket?
Det er Tvivlen, som skubber til Håbet.
Men Håbet hvisker, at de skal blive ved med at søge lyset derude.
Og så ser de det. Lyset, og med lyset følger Glæden...
NY BEGYNDELSE
Og se nu kommer en ny verden dem i møde. En ny begyndelse. Et nyt hjem.
SE! HØR! Her bor børn, der leger... og griner. En dreng råber:
“Hvad hedder I?”. “Luck og Fortuna!” svarer de lidt forsigtigt, men drengen råber det videre til de andre. Og Luck og Fortuna mærker det. Hvor lykkeligt det er at have sit eget navn, og at når nogen åbner munden og råber dit navn, så bliver du glad.
