FRYS

En isflage på det endeløse hav

Fortabt på et endeløst hav, sidder en dreng og en pige.
Fastfrosne på en isflage. Alene.
Alting er væk. Intet lys.
Engang var lyset det bedste.
Det lyste på fingerspidserne, i øjnene og varmede inden i kroppen.
Det pegede på alting i verden. Nu kun mørket, dybt, sort, svimmelt.
De husker ingenting, slet ingenting, heller ikke hvad de hedder.
De husker ikke stedet, de kom fra, der hvor de boede.
Heller ikke deres far og mors navne.
Ikke træernes og dyrenes navne. Ikke skyerne, ikke græsset.
Det er alt sammen forsvundet. Det er inde i mørket.
Pigen har sendt en flaskepost.
Et råb om hjælp i en gammel flaske som havet har bragt hende.
Så igen kun mørket og kulden.
Men pigen lytter.
Hun hører bølgerne. De slår mod den knagende is under hende.
Hun mærker den susende vind, der bærer iskolde dråber
Se! Hendes flaskepost er skyllet i land på Århus havn.
Vil I hjælpe?

RØDDER

Hun husker...

Som om tiden er frosset fast, men en dag
mærker pigen noget røre sig i hendes øre.
Ganske svagt, først en rytme, som et hjerte der slår.
Er det hendes eget hjerte, hun hører?
Og som et ekko af et råb?
Det vokser langsomt.
Nogen råber på hende.
Lyden åbner hendes øjne.
Hun vil se.
Hun kæmper for at bryde isen.
Den har låst øjenvipperne.
Det lykkes, men først ser øjnene kun mørket.
Så fanger de et glimt af lys.
Lyset ridder hen til hende på bølgerne.
Se! Det er vores flaskepost.
Hun fisker den op af det kolde vand.

SØGEN

De sejler afsted

Dagene snegler sig af sted,
som skibet, der langsomt bevæger sig hen over
det uendelige hav.
Nogle dage er havet blikstille, som blåt fløjl.
Kun en doven skvulpen, der luller dem i søvn.
Så pludselig vågner vinden
og skubber dem med stor hast
frem over bølgerne.

DRØMSkibet driver i land på Fantropias lyserøde kyst

  Hun vækkes af en sød duft. Hun åbner øjnene og ser, at de er omgivetaf en lyserød dis.Ja, så tæt er den, at hun dårligt kan se drengen i den anden ende af skibet.Det er, som sidder de midt inde i en candyfloss.Duften af blomster er så tyk, at den klistrer i næsen. Og skibet er klistret fast. Det rykker sig ikke ud af stedet.Så hører hun det. Lyden af en spilledåse …Langsomt letter disen, og de ser at skibet har lagt tilved en mærkelig strand.En pigestemme hvisker:Velkommen til Drømmenes ø. 

URO

De støder på klippegrund ud for Umoronia

Den sorte himmel revner, som skåret op af en lysende kniv,
og havet løfter dem op mod ildstormen på himlen.
De klamrer sig til skibet.
Et voldsomt stød slår dem omkuld.
De ligger fortumlede og forslåede. Vandet strømmer ind over dem.
Så ser de det: De er stødt på grund.
En Skarp klippe har boret
sig ind gennem skibets skrog.
Det sorte vand pibler ind. Pigen river et stykke af sin kjole
og forsøger at stoppe hullet, men vandet i båden fortsætter med at stige.
Foran dem, på land, en tjørneskov, et landskab af knive.
Og ned over de stejle klippeskær strømmer bække af
orangeglødende lava.
Hun ser ind i drengens skræmte øjne.
Hun ser hans angst. Hun tager beslutsom hans hånd og
Hiver ham med ind på land.

MØRKET

Drengen og Pigen når bunden

Havet som et sort tæppe.
Fra revnen i skibet breder vandet sig langsomt ind under dem.
Det er næsten dejligt, tænker pigen,
og læner sig udmattet over mod drengen.
Han lægger sin arm om hende. Store dråber løber ned ad
hans kinder og laver ringe i vandet på skibets bund.
Vandet stiger hurtigt nu. Det omslutter dem.
Som i en sort-hvid film ser de alt det, der skete.
Det som ikke måtte ske.
Og som sorte huller i filmen ser de fraværet af det,
som burde være sket.
Så …et blødt bump.
De lander i noget glemt, fordærvet eller opløst?
Er vi døde? tænker pigen.
Så trykker drengen hendes hånd.
Helt døde, tænker hun, kan vi ikke være.
 

OPGØR

De lander i Grænselandet

Som at lande i en vaskemaskine, der centrifugerer, sådan er det,
da de løftes op mod havoverfladen.
Bølgerne rejser sig som skyskrabere og kaster dem rundt og rundt.
Til sidst bliver de spyttet op på land.
Deres lunger skriger efter luft, men skuffes af stikkende røg.
De er udmattede, men springer op,
de ligger på gloende asfalt midt i kaos.
Folk råber, slås, bilernes horn tuder, folk skriger ud af de nedrullede vinduer.
Sirener, brag og bulder, en øredøvende larm, kaskader af sten,
hadefulde ord, trusler om dommedag. En rødglødende vulkan.
Jeg vil slå! råber pigen. Hun bliver selv forskrækket, så voldsom er hendes vrede.
Der er ingen vi kan slå! råber drengen skuffet.
Jeg vil sparke, der er ingen! Råber pigen.
Hvorfor skulle mørket træde ind og slette alt? Vi er rasende!
råber pigen og drengen i kor.
De kaster deres råb og raseri ind i mørket.
Dybest inde, bag ved, må der være nogen.

HÅB

Pigen og drengen lander på Den grønne oase

Pigen flyver igennem mørket hen over et stort dyb.
Hun ser det hele oppe fra.
Alle de steder, de var. Hvad nu?
Mere når hun ikke at tænke, før hun lander med et plask i en sump.
Hun er fuldstændig dækket af andemad.
Hun tørret ansigtet rent, da et ordentligt pjask sender en ny bølge
af slimet grønt ind over hende.
Der er drengen, men som han sidder med
en kvækkende grøn frø på hovedet,
kan hun ikke lade være at grine.
Han ser ud, som om han ikke forstår,
men så begynder han også at grine.
  

NY BEGYNDELSE

Ude i horisonten ser de mulighedernes mødested …
Jeg tror, vi har fundet det, siger Luck.
Jeg tror, vi har fundet hjem! Et nyt hjem.
Ja, svarer Fortuna.
Og i kor, siger de:
Og nøglen passer i døren.
I et hus med tag og en seng at sove i.
Et bord at spise ved.
Suppe, der varmer.
Brød der mætter.
En vandhane med rent vand.
Vores nye hjem.
Vores nye begyndelse.
WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos