Om at blive væk. Og om at finde hjem igen. Et nyt sted.
HVEM og HVAD
Mennesker har altid og på alle måder
søgt svar på livets gåder
Nu har børn og unge
på tværs af steder og grænser
åbnet hjerter, krølled hjerner og krop
for i alvor og i leg
at genopdage, gentænke og samskabe
en ny fortælling om dig og mig.
De har fulgt et forundringsspor henover livets spillebræt
på tværs af vrang og ret
gennem sprækker af lys og kratere og hvor vi kom til kort
i mødet med det der blev for stort
Sammen har de skabt en rød tråd, en redningsline
mellem dit og mit. Bag om sort og hvidt
og med smukke musaiker af mønsterbrud
vendt op og ned på alt vi troede vi forstod.
På tværs af tid og sted
lægges stadig finurlige nuancer og dybder til
hver gang børn og unge rejser med
OM EKSPERIMENTARIERNE
Det starter sådan her:
En flaskepost er fundet. Et råb om hjælp!
VIL I HJÆLPE ?
Sammen hjælper vi to børn på en rejse fra mørke og kulde til lys og varme.
Sammen går vi på opdagelse på forundringsøerne, der har afsæt i forskellige livstematikker.
Konkret skaber vi et lydspor til fortællingen med lydlandskaber, sange og musik. Musikere fra hele verden spiller til.
Vi spiller og synger både sange og musik I kender,
men også sange fra andre steder i verden.
En fortælling om at blive væk. Og om at finde hjem igen. Et nyt sted.
20.000 børn og unge har med åbne hjerter og krøllede hjerner
i alvor og i leg, samskabt en fortælling om dig og mig.
En rejsebeskrivelse henover livets spillebræt
på tværs af vrang og ret.
Et spor gennem lethed og det som blev for hårdt
ind i sprækker af lys i det lille og kratere af det der blev for stort.
En redningslinje at holde fast i når man falder over bord.
En tanke-snor tilbage til vores erindrings rødder.
En rød tråd gennem alt det
der kan være svært at få hold på og holde ud.
En forundrings vej, når selve livets grundvilkår står for skud.
Ind imellem dit og mit. Bag om sort og hvidt
gennem smukke musaiker af mønsterbrud.
På tværs af tid og sted
nye finurlige nuancer og dybder lægges til
hver gang vi rejser med
farvet af alt hvad vi kan, er og vil.
Kom og være med!
En flaskepost er fundet. Et råb om hjælp! Vil I hjælpe?
Vi skaber et lydspor til en fortælling. En rejse fra mørket til lyset.
Vi arbejder med en magisk fortælling om to børn.
En dreng og en pige, der er blevet væk
og som har brug for vores hjælp.
Workshops på Gellerup-scenen
Lørdag d. 8 juni kl. 13-14 og 14.30-15.30.
Alle er velkomne 🙂
Mød bare op!
Fortællingen starter sådan her...
En flaskepost. Et råb om hjælp. Vil I hjælpe?
FASTFRYSNING
Fortabt på et endeløst hav sidder en dreng og en pige, fastfrosset på en isflage. De husker ingenting. Slet ingenting. Men før alt blev frosset fast i mørket sendte pigen en flaskepost afsted. Et råb om hjælp!. Et SOS!
Og en dag bringer havet en flaskepost tilbage til hende.
Nogen har samlet hendes råb om hjælp op! Nogen har svaret!
SE!. LYT. Flaskeposten er fyldt med varme ønsker om at hjælpe.
Og varmen optøer hendes fingre.
RØDDER
Nu, hvisker hun. Nu, husker jeg, og ser jeg æbletræet
jeg ser huset, ser trappen, køkkenet
og katten, der drikker mælk af sin skål.
Se stjernen over huset.
Se lyset i mit hjerte.
SØGEN
Hun begynder at folde et papirsskib ud af flaskepostens budskab.
SE - Det lille skib vokser i mellem hendes hænder.
Så stort at hun må slippe det til bølgerne. Så stort, at hun kan kravle op i det. Hun kan sejle væk. Væk fra kulden og mørket! Men - nu husker hun.
Drengen. Han er hendes ven. Hun vil have ham med
Men drengen ser ingenting, ikke skibet, ikke hende.
Opgivelsen har lagt sine arme om ham. Vugger ham. Græder.
Tårer der brænder på drengens kind, og falder på isen. Smelter isen, så han synker.I sidste øjeblik får pigen fat i drengen og trukket ham med ombord.
DRØMME
Tiden flyder umærkeligt afsted, mens små krusninger bevæger skibet langsomt fremad. Nogle gange spejler stjerner sig i havets blanke overflade, for så igen at forvinde i mørket.
Men en dag samler de glitrende prikker sig til en sfærisk planet.
Forførende sødt duftende drømme-bobler danser omkring dem.
Lokker de to børn væk fra skibet og ind et tivoli af candyfloos drømme.
Børnene ønsker bare at blive altid. Bo inde i drømme-boblerne.
Og ruge på drømmene. Lade dem vokse sig kæmpe store.
Ja, Pigen og Drengen vil have det hele. Alt vil de ha´. Alt det de andre fik. Lykke og held. Et drømmeliv!
MEN - så kommer skuffelsen listende. Stjæler drømmene og trækker mørket sammen om dem igen. Den vidunderlige drømmeplanet fordamper, som var den blot et drømmesyn.
De er tilbage i skibet omsluttet af mørket.
Nu drømmer jeg kun om at bevæge mig ud af mørket.
Højre fod, Venstre fod. hvisker hun.
Ja, svarer han. Tænk at mærke lyset igen...
URO
Da skærer et lysende snitsår gennem mørket, fulgt af et øredøvende brøl.
Musegrå skyer starter et kapløb henover det sorte himmel-loft.
Havet krymper sig som et såret dyr.
De to børn skælver, ryster. Klamrer sig til rællingen
Men et pludseligt hårdt bump kaster dem alligevel over skibets kant.
Spytter dem i land på en grund af sten.
Famlende og forslåede kommer de på benene i mørket.
Skibet må have ramt en klippe.
Et nyt lysglimt bryder mørket og de ser.
SER hvor de er havnet. Rod, Kaos, Ruin. Overalt.
Så et nyt brag og alt er igen ulmende mørke.
Men stemmer i mørket hvisker.
Her er jeg! Det er URO der taler, Mærk mig! hvisler SMERTE .
URO og SMERTE. De har skarpe skuldre.
Tårner sig op. Træder på lyset i hjertet.
Drengen griber ud efter pigen hånd. Spørger: Er du bange?
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud. Væk.
MØRKE
Se, klippeøen har skåret hul i skibet. Sort vand pibler ind.
Skibet synker. Og Skyld suger dem som sort kvíksand nedad.
De lander på bunden i Skam tjæretykke arme.
Alt synes ovre. For sent.
Men SE nu! Ved deres side anes en lille skikkelse. Det er Sorgen.
Hun lærer dem at trække vejret i dybet, græde en vej af sten og viser dem vej til en trappe. Med tunge skridt bevæger de sig opad.
Og så står de pludselig ved en rød dør. En nødudgang.
Pigen åbner bare - og går ind - uden at se sig tilbage.
Drengen kalder på hende. Men hun hører ham ikke mere.
Noget har taget fat i hende. Noget stort og voldsomt.
OPGØR
Det er vreden, der har taget fat i pigen.
Vreden med had i den ene hånd og hævn i den anden. Hun er RASENDE nu. Hvorfor skulle alting forsvinde? Hvorfor skulle mørket slette alt? Hun vil SLÅ. Hun vil SPARKE. Hendes blik er rødt af raseri. Drengen mærker hende. Ser hende. Hun brænder.
Og så husker han. Husker hende - fra tiden før. Hendes ild. Hendes vildskab. Fortuna.
Han husker hendes navn. FORTUNA! råber han. Så bliver alt stille.
Hun vender sig mod ham. JA, Fortuna, det er mig. Hun ser på ham. Ser hans øjne røde af gråd. Han står ved døren ind til mørket.
Og.. og du er LUCK. Du er min ven, Luck.
Ja, hvisker han. Jeg er Luck og jeg vil ha´livet tilbage! og Fortuna nikker. Ja! Vi vil ha´ livet tilbage. VI VIL HA´LIVET TILBAGE! råber de sammen og så løftes de op. Som i en elevator. Helt op til overfladen.
Men her ser de INTET. INGENTING. Kun den uendelige sorte himmel og det flade hav - og de hører Skuffelsens skratende latter.
Men se oppe på elevatoren står en lille skikkelse. Det er hende der har trukket dem op. Hun siger, at hun er Viljen. Hun sigter på Skuffelsen med sin kanon, som hurtigt tier og gemmer sig, og siger at hun kan skyde dem ud af mørket...
HÅB
Men tør de?
JA. De tør! De lader sig skyde, som kanon-konger, hen over havet.
De lander i en sump - i en lysning i en skov.
Først Fortuna, så følger Luck efter, som lovet.
Håbet spreder sig i kroppen, som en kilden.
Men der er noget der stikker.
Er de virkelig sluppet fri fra mørket?
Det er Tvivlen, som skubber til Håbet.
Men Håbet hvisker, at de skal blive ved med at søge lyset derude.
Og så ser de det. Lyset, og med lyset følger Glæden...
NY BEGYNDELSE
Og se nu kommer en ny verden dem i møde. En ny begyndelse. Et nyt hjem.
SE! HØR! Her bor børn, der leger... og griner. En dreng råber:
“Hvad hedder I?”. “Luck og Fortuna!” svarer de lidt forsigtigt, men drengen råber det videre til de andre. Og Luck og Fortuna mærker det. Hvor lykkeligt det er at have sit eget navn, og at når nogen åbner munden og råber dit navn, så bliver du glad.
Fortællingen starter sådan her...
En flaskepost. Et råb om hjælp. Vil I hjælpe?
FASTFRYSNING
Fortabt på et endeløst hav sidder en dreng og en pige, fastfrosset på en isflage. De husker ingenting. Slet ingenting. Men før alt blev frosset fast i mørket sendte pigen en flaskepost afsted. Et råb om hjælp!. Et SOS!
Og en dag bringer havet en flaskepost tilbage til hende.
Nogen har samlet hendes råb om hjælp op! Nogen har svaret!
SE!. LYT. Flaskeposten er fyldt med varme ønsker om at hjælpe.
Og varmen optøer hendes fingre.
RØDDER
Nu, hvisker hun. Nu, husker jeg, og ser jeg æbletræet
jeg ser huset, ser trappen, køkkenet
og katten, der drikker mælk af sin skål.
Se stjernen over huset.
Se lyset i mit hjerte.
SØGEN
Hun begynder at folde et papirsskib ud af flaskepostens budskab.
SE - Det lille skib vokser i mellem hendes hænder.
Så stort at hun må slippe det til bølgerne. Så stort, at hun kan kravle op i det. Hun kan sejle væk. Væk fra kulden og mørket! Men - nu husker hun.
Drengen. Han er hendes ven. Hun vil have ham med
Men drengen ser ingenting, ikke skibet, ikke hende.
Opgivelsen har lagt sine arme om ham. Vugger ham. Græder. Tårer der brænder på drengens kind, og falder på isen. Smelter isen, så han synker.
I sidste øjeblik får pigen fat i ham og trukket ham med ombord.
DRØMME
Tiden flyder umærkeligt afsted, mens små krusninger bevæger skibet langsomt fremad. Nogle gange spejler stjerner sig i havets blanke overflade, for så igen at forvinde i mørket.
Men en dag samler de glitrende prikker sig til en sfærisk planet.
Forførende sødt duftende drømme-bobler danser omkring dem.
Lokker de to børn væk fra skibet og ind et tivoli af candyfloos drømme.
Børnene ønsker bare at blive altid. Bo inde i drømme-boblerne.
Og ruge på drømmene. Lade dem vokse sig kæmpe store.
Ja, de vil have det hele. Alt vil de ha´. Alt det de andre fik. Lykke og held. Et drømmeliv!
MEN - så kommer skuffelsen listende. Stjæler drømmene og trækker mørket sammen om dem igen. Den vidunderlige drømmeplanet fordamper, som var den blot et drømmesyn.
De er tilbage i skibet omsluttet af mørket.
Nu drømmer jeg kun om at bevæge mig ud af mørket.
Højre fod, Venstre fod. hvisker hun.
Ja, svarer han. Tænk at mærke lyset igen...
URO
Da skærer et lysende snitsår gennem mørket, fulgt af et øredøvende brøl.
Musegrå skyer starter et kapløb henover det sorte himmel-loft.
Havet krymper sig som et såret dyr.
De to børn skælver, ryster. Klamrer sig til rællingen
Men et pludseligt hårdt bump kaster dem alligevel over skibets kant.
Spytter dem i land på en grund af sten.
Famlende og forslåede kommer de på benene i mørket.
Skibet må have ramt en klippe.
Et nyt lysglimt bryder mørket og de ser.
SER hvor de er havnet. Rod, Kaos, Ruin. Overalt.
Så et nyt brag og alt er igen ulmende mørke.
Men stemmer i mørket hvisker.
Her er jeg! Det er URO der taler, Mærk mig! hvisler SMERTE .
URO og SMERTE. De har skarpe skuldre.
Tårner sig op. Træder på lyset i hjertet.
Drengen griber ud efter pigen hånd. Spørger: Er du bange?
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud. Væk.
MØRKE
Se, klippeøen har skåret hul i skibet. Sort vand pibler ind.
Skibet synker. Og Skyld suger dem som sort kvíksand nedad.
De lander på bunden i Skam tjæretykke arme.
Alt synes ovre. For sent.
Men SE nu! Ved deres side anes en lille skikkelse. Det er Sorgen.
Hun lærer dem at trække vejret i dybet, græde en vej af sten og viser dem vej til en trappe. Med tunge skridt bevæger de sig opad.
Og så står de pludselig ved en rød dør. En nødudgang.
Pigen åbner bare - og går ind - uden at se sig tilbage.
Drengen kalder på hende. Men hun hører ham ikke mere.
Noget har taget fat i hende. Noget stort og voldsomt.
OPGØR
Det er vreden, der har taget fat i pigen.
Vreden med had i den ene hånd og hævn i den anden. Hun er RASENDE nu. Hvorfor skulle alting forsvinde? Hvorfor skulle mørket slette alt? Hun vil SLÅ. Hun vil SPARKE. Hendes blik er rødt af raseri. Drengen mærker hende. Ser hende. Hun brænder.
Og så husker han. Husker hende - fra tiden før. Hendes ild. Hendes vildskab. Fortuna.
Han husker hendes navn. FORTUNA! råber han. Så bliver alt stille.
Hun vender sig mod ham. JA, Fortuna, det er mig. Hun ser på ham. Ser hans øjne røde af gråd. Han står ved døren ind til mørket.
Og.. og du er LUCK. Du er min ven, Luck.
Ja, hvisker han. Jeg er Luck og jeg vil ha´livet tilbage! og Fortuna nikker. Ja! Vi vil ha´ livet tilbage. VI VIL HA´LIVET TILBAGE! råber de sammen og så løftes de op. Som i en elevator. Helt op til overfladen.
Men her ser de INTET. INGENTING. Kun den uendelige sorte himmel og det flade hav - og de hører Skuffelsens skratende latter.
Men se oppe på elevatoren står en lille skikkelse. Det er hende der har trukket dem op. Hun siger, at hun er Viljen. Hun sigter på Skuffelsen med sin kanon, som hurtigt tier og gemmer sig, og siger at hun kan skyde dem ud af mørket...
HÅB
Men tør de? JA. De tør! De lader sig skyde, som kanon-konger, hen over havet. De lander i en sump - i en lysning i en skov.
Først Fortuna, så følger Luck efter, som lovet.
Håbet spreder sig i kroppen, som en kilden.
Men der er også noget der stikker.
Er de virkelig sluppet fri fra mørket?
Det er Tvivlen, som skubber til Håbet.
Men Håbet hvisker, at de skal blive ved med at søge lyset derude.
Og så ser de det. Lyset, og med lyset følger Glæden...
NY BEGYNDELSE
Og se nu kommer en ny verden dem i møde. En ny begyndelse. Et nyt hjem.
SE! HØR! Her bor børn, der leger... og griner. En dreng råber:
“Hvad hedder I?”. “Luck og Fortuna!” svarer de lidt forsigtigt, men drengen råber det videre til de andre. Og Luck og Fortuna mærker det. Hvor lykkeligt det er at have sit eget navn, og at når nogen åbner munden og råber dit navn, så bliver du glad.
