FRYS

Et stykke is på det endeløse hav

Fortabt på et endeløst hav, sidder en dreng og en pige.Fastfrosne på et stykke is. Alene.
Det er væk. Alting er væk. Intet lys er der.
Engang var lyset det bedste.
Det lyste på fingerspidserne, i øjnene og varmede inde i kroppen.
Det pegede på alting i verden. Nu kun mørket, dybt og sort og svimmelt.
De husker ingenting, slet ingenting, heller ikke hvad de hedder.
De husker ikke stedet de kom fra – der hvor de boede.
Ej heller deres fars og mors navne.
Ikke træernes og dyrenes navne. Ikke skyerne, ikke græsset.
Det er alt sammen forsvundet. Det er inde i mørket.
Pigen har sendt en flaskepost
Et råb om hjælp: Et SOS!
I en gammel flaske som havet har bragt hende
Nu igen kun mørket, dybt sort og svimmelt
– og kulden inden i og uden på.
Lyden af bølgerne, der slår mod isen og vindens susen og isens knagen.
Råbet om hjælp er skyllet i land ved Aarhus Havn. Vil I hjælpe?

RØDDER

Hun husker...

Kulden trænger ind sammen med lyden af vindens susen og isens knagen.
Fastfryser tiden. Men én dag mærker hun en forandring i hendes højre øre.
Først en rytme, som et hjerte der slår - og så en tone og en til - en lille melodi,  som langsomt vokser sig større.
Lyden får hendes øjne til at se.
Hun kæmper for at bryde iskrystallerne der har låst sig om vipperne
Men da de åbner sig ser de kun mørket..indtil hendes blik fanger et lille glimt af lys der ridder på bølgerne i mørket - hen til hende.
Det er vores flaske, som hun fisker op af det iskolde vand.

SØGEN

Hun husker...

Dagene snegler sig afsted sammen med skibet, der langsomt bevæger sig henover det uendelige hav.Det ene øjeblik blikstille som blåt fløjl og vandet skvulper vandet beroligende mod båden og vugger dem i søvn, det andet bevæger de sig med stor hast henover det store hav.

DRØM

Skibet driver ind til Fantropia´s lyserøde kyst

Hun vækkes af lyden fra en spilledåse. Duften af en lyserød dis omgiver skibet, så tæt, at de knapt kan se hinanden.
Som en sky af candyfloss med duft af æbletræets blomster…
Ganske langsomt letter tågen, og de ser, at skibet har lagt til ved en ikke helt almindelig strand.

URO

De støder på klippegrund ud for Umoronia

De vækkes af et lysglimt. Et knald-orange lyn der skærer gennem den sorte himmel. Mørket svarer tilbage med et brøl. Havet krymper og strækker sig og brøler tilbage, som er det en levende væsen der udsættes for tortur. Det kaster båden op mod det buldrende lyshav på himlen.Pludselig giver det et voldsomt ryk i båden.
De er stødt på en klippeø. Da hun kommer på benene igen mærker hun det kolde vand pible ind over sine fødder fra et lille hul i skibets bund.
Hun river et stykke af sin kjole og forsøger at lappe hullet, men den lille sø i bunden af skibet bliver ved med at vokse.
Hvad nu? hvisker hun, mens hun spejder ind over det skræmmende sted. Vi må gå i land alligevel, hendes stemme er  skarp som de frygtindgydende klipper,
der rejser sig på kysten.

MØRKET

De når bunden

Havet har lagt sig som et sort tæppe, som langsomt breder sig ind under dem fra revnen i skibet. Det er næsten dejligt med det kolde hav-vand på de forrevne ben, tænker hun, og læner sig udmattet mod ham.
Han lægger forsigtigt sin arm om hende. Store tunge tårer løber ned ad hans kinder og laver de ringe i vandet i skibets bund, hvor vandet hastigt stiger og omslutter dem. Som i en sort-hvid film ser de alt det der skete. Det som ikke skulle ske.  Og som sorte huller i filmen ser de fraværet af alt det som burde være sket.
En film som bare bliver ved og ved gennem deres stille uendelige fald mod bunden.
Et blødt næsten uhørligt bumb lander dem i noget  - noget hengemt eller glemt, fordærvet eller allerede opløst?
Er vi mon døde, tænker hun.
Men hans hånd trykker hendes. Så helt døde kan de vel ikke være?

OPGØR

De går i land på Grænselandet

En trappe fører op af det sorte hav og ender ved foden af en rødglødende ø.
De er udmattede, men kan ikke standse op,  for vulkan-stenene under deres bare fødder er som ophedet asfalt. Alt er kaos - Der er folk der råber, slås og dytter i deres biler og skriger ud af de nedrullede vinduer. Sirener, brag og bulder blander sig til en øredøvende larm fulgt af kaskader af vulkansten og hadefulde ord og trusler om dommedag. Voldsomheden vokser ind i dem og bliver til en rødglødende vulkan der er på grænsen til at briste.

HÅB

De lander på Den grønne oase

Hun flyver igennem mørket over det store dyb. Heroppe fra ser hun det hele. Alle de steder, de var. Glimt af en fjern fortid og måske også fremtiden derude et sted. Mere når hun ikke at tænke før hun lander med et ordentligt plask i en mose. Hun er fuldstændigt dækket af andemad og hun har kun lige fået det gnedet af ansigtet, da et ordentlig pjask sender en ny bølge af slimet grønt lige i hendes ansigt. Det er ham. Altid ham. Men som han sidder der, grøn fra top til tå og med en kvækkende frø på hovedet, kan hun ikke lade være med at grine. Han ser ud, som om han ikke forstår, men så begynder også han at grine.

NY BEGYNDELSE

Derude i horisonten nærmer mulighedernes mødested sig...

"Jeg tror, vi har fundet det", siger Luck.
"Jeg tror, vi har fundet hjem! Et nyt hjem..."
"Ja", svarer Fortuna.
Og nøglen passer i døren,
I et hus med tag og en seng at sove i.
Et bord at spise ved.
Suppe, der varmer,
Brød, der mætter.
En vandhane med rent vand.
Vores nye hjem. Vores nye begyndelse.

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos