Ankomst til Umoronia

Det er som en labyrint af torne og skarpe klippevægge.
Hendes blik slipper ikke et sekund fødderne for ikke at skære sig på de forræderiske skarpe sten.... Det er som om klipperne hvisker. Mærkelige fortællinger og som de våde klippe vægge projekterer mærkelige billeder, som de ikke forstår. Men de mærker dem.
Deres kroppe ryster og skælver. 

 De knivskarpe klipper flænser deres arme og ben til blods, og deres fødder glider rundt på stenene, som føles som smurt med olie. De ser en smal passage mellem to stejle klippevægge.  Og mens de går imellem igennem sprækken begynder jorden under dem at rumle og ryste. Som en kæmpestor sulten mave.
En urdyb rumlen fra klippeøens inderste kerne. 

Og det er da at HAN dukker op....

 

Det er her de bor. Smerte og Uro
De har skarpe skuldre. De vokser, de tårner sig op.
Og sætter hver en fod på hjertets lys og træder til.
Hun ryster. Hun er bange. Mere end før.
De sætter hver en fod på lyset og træder til.
Hun ryster, Hun skælver.

Nu spørger han: Er du bange?
Det er jeg, siger hun
men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid

Hendes ene arm er nærmest bare en stump, og den anden når helt ned til jorden.
Hendes krop er en tom skal.
Øje stirrer hult ud i luften lige hen over børnenes hoveder.  Øjet, der før stirrede tomt ud i luften, fanger deres blikke, og de mærker, at deres maver snører sig sammen.
Så er hun væk – lige så pludseligt, som hun kom.
Men hendes stemme rumler i maven:

Fra jeres små runde maver,
jeg rumler, stikker og gnaver.
jeres tanker drejer,
og med jeres værste mareridt leger.
Får alting vendt op og ned.
Hvem tror I egentlig, at I kan regne med?

Jeg forærer stik og jag
du kan aldrig slappe a`
jeg slår ned, for så at gøre lam
Hver gang får jeg ram
stikker i  dine forfædres sår
lige på det sted i dig,
som giver plads til mig
Men hvem er jeg?

De prøver at slippe væk fra stemmen ved at stikke fingrene i ørerne, men det nytter ikke. 

De vender sig om for at løbe tilbage, hvor de kom fra, men så ser de den creepy nar der dukker op i et vindpust.
Han hvisler sin sang i vinden:

HØR: Dave Crusin: Mud Island fra filmen: “The firm”.

Jeg ryster og rusker dig
får dine tarme til at skrige
knuger dig sammen i mit rige
Du tør ikke – råber jeg
og lukker døren foran dig
Jeg er den sorte skov der vokser fra dit gulv
Jeg er skabets mørke hul
En død mand under din seng
Ham der ringer igen og igen
jeg er den der tog det du troede var sandt
med når tæppet forsvandt
Løb bare – jeg indhenter dig
Hvem er jeg?

De to børn ryster, de skælver. De vil væk. Men deres ben er som beton, og de tør ikke engang trække vejret. 

”Jeg er bange”. siger han
Det er som om hans stemme kommer et andet sted fra. Nogen står og kigger ned på dem…

Det er godt sammen at bære,
det ubærlige og alt for svære
Prøv, om I sammen om mig kan være
i uvejret at stå.
gennem angsten gå
Ikke lade dig fange
Kom vær med mig
Jeg er ….?

Pigen klemmer drengens hånd så fingrene bliver helt hvide.
Og nu mærker hun det også – hun er bange.
Selv den stærkeste må jo sande,
kun en tåbe frygter ikke de store vande.

 

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2018 Flaskepost til Fremtiden. aarhus  
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos