Drøm - Hvad sker der her?

Sandet på stranden er lyserødt, blødt som vat. De mærker det under de bare fødder, som de går der helt stille i den nye verden. Et hav af glitrende lyserøde sæbebobler vælter ud over stranden med retning imod dem. Stopper over dem og danser og nu ser de det - det er flyvende bolche-kugler - en falder ned fra de lyserøde skyer og lander for fødderne af den måbende dreng. Han stopper bolsjekuglen i munden, hvor den ekspodee med sød æblesaft. Den klistrede sirupssaft løber over hans hage og ned på hans skjorte. Et bolsje har også lagt sig ved pigens fødder. Hun betragter det længe med en skeptisk mine, inden hun til sidst giver efter for sin nysgerrighed. Hun prikker et lillebitte hul på sin boble og smager forsigtigt på bolsjet,  det hviner i tænderne og synger for ørerne af sødme. 

Udmattede og forkvalmede er de nu tilbage på skibet, der bølger af sted ud på det fløjlsblå hav. Drengen kigger tilbage mod øen med de lyserøde strande og de sukkersøde bolsjer og længes. Pigen ser op mod de mystiske stjerner på den kulsorte himmel. Tusind forskellige små lysende pletter, der glimter, som om de vil sige hende et eller andet. Så tager hun stjernekortet  frem og finder først Nordstjernen. Snart ser hun også Karlsvognen og Cassiopeia – og Orion med bæltet. Og nu er stjernerne ikke længere blot tusind ensomme pletter på den kulsorte himmel. De tager hinanden i hånden og danner former og billeder, stjerneformer og stjernebilleder, der viser alt det, de drømte om. Og hun husker noget…

Hvem møder vi her?

Et roligt, op og ned, som en skov, der bølger i en stille vind. En lille pige baner sig vej igennem dem og nærmer sig forsigtigt.. På alle sider er hun indhyllet i bobler, der spejler ballonerne omkring sig i dobbelt lysende farver. Hun synger:

’Jeg drømmer kun ønske drømme‘ fra Askepot, Disney (Locke, Kimberley, 1950)

Her strømmer fra mit luftkastel.
Et en brise af det du vidste
skulle være
men som alligevel måtte briste
nu ligger det som alle dine drømmes rod
og vælger retningen for din fod

Hvem er jeg?

”Velkommen” hvisker hun undskyldende, og rækker sin lille fine hånd frem imod dem.  Hverken drengen eller pigen kan svare. De står bare stille og stirrer dybt ind i boblernes magiske spejl. ”Vil I gerne se, hvor jeg bor?” spørger den lille pige utålmodigt, og de nikker mekanisk.
To små bobler svæver frem imod dem og sætter sig på deres næser, og selvom de bliver helt skeløjede af det, kan de ikke lade være med at stirre på dem. Og så vokser boblerne sig større og sidder nu helt rundt om deres hoveder som et par nypudsede astronauthjelme. ”Kom!” råber hun så højt hendes sarte røst kan bære, og boblehjelmene svæver af sted
med de spinkle børnekroppe dinglende under sig. Så svæver de opad, op mod den lyserøde himmel, og helt op på hestene i karrusellen, der drejer rundt og rundt, så de kan se ud over hele den magiske ø. ”Det er her jeg bor”, siger hun stolt.

”Kom med mig væk herfra”, hvisker en velkendt stemme bag dem. Børnene vender sig mod stemmen og ser en nervøst smilende Baldarina Boblebarn. Et par nye bobler svæver mod dem, lander på deres næser og vokser, til de sidder som astronauthjelme om deres hoveder. Børnene drømmer sig tilbage til stranden og skibet, hvor de kom fra, og boblerne svæver af sted med deres kroppe dinglende under sig. Da de lander i skibet og er lige ved at rejse, lægger Baldarina en forsigtig hånd på pigens skulder og stikker et stykke sammenrullet papir i hendes hånd.

“En GAVE fra mig til jer
er et stjernehimmelkort.

Et drømmeskær af det du ønsker småt og stort.

Billeder i drømmeskær,
tegnet med glitrende fønix-fjer,
dyppet i sommerfuglens vingestøv
og tårer fra en Pegasus blind og døv.
Kortet viser vej hvor ellers intet lys er,
hvis du ellers kan tyde de stjerner du ser.
Se dybt i boblen og den vil føre dig afsted”

En stor tung dame med sommerfuglevinger kommer flyvende. Hun minder mest af alt om en fedladen larve, der er kommet for tidligt ud af sin puppe, fordi den kun lige akkurat har haft tålmodigheden til at få vinger, men ikke har kunnet vente på at udvikle sommerfuglens ynde.
Hendes mave er så tyk, at vingerne må kæmpe for at holde hende oppe, og hun er flere gange ved at støde ned i det lyserøde sand på vejen over mod de to børn. Hun lander sin tunge krop lige ved siden af dem og hvæser med sin lille grådige mund: ”Nu må I ikke jo ikke tage det hele, altså det er jo mit, I ved, der er ikke bare uendelig mange, og Gretha Grisk skal jo også…”

Min mave er umættelig,
min mund kun et lille hul.
Jeg ejer alt her,
men er blind for alt der er.

Mine purpurfarvede sommerfugle-vinger tager mig højere end de bær’.

Som Fantasi-brud
og onetime Stjerneskud
Kom og leg med mig
Sig mig – Hvem er jeg?

På en legeplads et stykke væk er der en vippe, og på hver sin ende af vippen sidder et par tvillingepiger. Nu løber de op bag den store dame og stikker hovederne ud på hver sin side af hendes tykke krop. Midt i deres blege ansigter brænder et par sorte, vilde øjne, og lige under den spidse næse råber et par knaldrøde læber på udelt opmærksomhed. Deres sorte hår er sat stramt op i kugler på hovedet, og deres små tænder blottes, som læberne trækker sig tilbage i en stram mine, der skulle forestille et smil men mest af alt ligner en krampetrækning.

(Hviskes) Ma-ma-ma-maridt (Aarhus Musikskole)
Jeg vil bare have det de andre fik – jeg vil bare have…

Han vender sig mod hende – du – du og dem – de andre – ham – ham du altid så på på den måde – du du… Han lyder som

Spejltvillingerne:

Det er ikke alt du kan få.
Vi har tusind ben. I kun to
Vores tusind-spejl
viser alle dine fejl
Og alle andres verden flottere og bedre
Og ham som du elsker
Ser den anden vej
Han spejler sig i en anden end dig
For troldspejlet på væggen der,
fortæller at I slet ikke er skønnest i landet h
er
Så sig mig så  – hvad er der ved dig at kunne li`?
-og hvem er vi?

”Hvad er det, I spiser?”, spørger den højre tvilling. ”Er det Gerdas bolsjer?”, følger den venstre op. ”Vi må ikke spise Gerdas bolsjer”, siger den højre, ”men vi må kigge og drømme”, siger den venstre. ”Som om du ikke spiser af dem, mens jeg sover”, vrisser den højre. ”Jaba tror altid, at jeg snyder, selvom det er hende, der har det så let”, siger den venstre stadig henvendt mod børnene. ”Jeg tror kun, hvad jeg med mine egne øjne kan se om Mona i de tusind sandheders spejl”, siger Jaba, og Mona svarer: ”Ja, og jeg har set med mine egne øjne i tusindspejlet, hvordan du laller rundt helt selvtilfreds og glad, som om jeg slet ikke findes”. Tvillingerne stirrer længe på hinanden med onde, sammenknebne øjne, og det ser ud, som om de er ved at eksplodere. Men langsomt vender de øjnene mod børnene, der står helt stille på stranden med store, bange øjne, vidt åben mund og favnen fuld af bolsjer…

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos