Den sfæriske planet
Skibet lægger til ved en lyserød kyst.
Glitrende lyserødt sand, så langt øjet rækker.
Søde dufte lokker dem ud af skibet.
Deres bare fødder synker i
Luften er tyk som candyfloss klistret sødesuppe sirup.
Det synger for ørerne. Hviner i tænderne.
Alt drejer, som styret af et uendeligt mange spilledåser,
Hvirvler dem rundt og rundt, som i en fortryllende karrusel.
Hør ,En lille fin sang trænger sig ind på dem, tæt på,
og alligevel så uopnåeligt langt borte...
Det er kun pigen der kan høre det...
Kun hende der kan se boblebarnet
der rækker en drømme-boble frem mod hende...
Pigen er helt forsvundet ind i drømme-boblens sød-suppe eventyr.
Drengen prøver at få hende til at vågne, men nu er der en der lægger en tung hånd på hans skulder.
Hun mærker et stik. Hendes drømme-boble er sprunget:
Hun er tilbage i mørket. Nogen hvisker hende i øret.
DAGDRØM
Hvisk ind i drømme-boblen
Se nu hvad der sker.
Gråt og trist er væk
Vasket bort er mørkets blæk
Virkeligheden glemme
Alt det grimme og slemme
Her kan alt ske...
Drømmeboble sne.
Sirup sød-suppe eventyr
Evig søvn med candyfloss syner
GRÅDIGHED
Mer´,mer´,mer´.
Blind for alt det som der er.
Jeg hader alt det små og grå
Lad mig nu bare mer´ få
For jeg er Grådighed
MISUNDELSE
Drømte mig en drøm i nat
Drømte mig en drøm i nat,
om at være ligesom dig.
Drømte mig en drøm i nat.
om alt det som I har.
Glemmer hvad jeg selv har.
Glemmer hvem, jeg selv var.
Og så vender pigen spejlet mod drengen.
Hun ser på drengen.
Hun ser på det æg han ruger på i sine hænder.
Hans absurde drømme. Hans latterlige drømme.
Uopnåelige. Og så tager hun hans æg og knuser det imellem hendes fingre. Ud siver kvalmt duftende varm luft.
Det er ikke første gang. De har altid vidst, at de store drømme ikke tilhørte dem. De tilhørte de andre.
Hun ser, at det er Misundelsen der har stukket sit ansigt frem.
og trækker mørket tættere sammen om dem.
Hun husker:
Alt det de andre havde. Alt det de andre fik...
Alt det de ikke fik...det de ikke havde....
Misundelsen lader hende spejle sig i sit spejl.
Skuffelsen lister ind.
trækker mørket sammen om dem igen.
Den vidunderlige planet fordamper, som var den blot et drømmesyn.
De er tilbage i skibet, i mørket.
Jeg drømmer bare om at bevæge mig ud af mørket.
Højre fod, Venstre fod. hvisker hun.
Ja, mumler han.
Jeg husker benene. Hvordan de hoppede, de dansede.
Det ene ben en hund, det andet en kat.
Jeg drømmer om at løbe.
Men der er ingen steder at løbe hen.
Kun skibet, der bærer dem dybere ind i mørket.
De sidder og tænker. På dengang.
Katten der spinder på dynen om aftenen,
Det rumler sjovt helt ind i maven.
Den fandt ALTID hjem.
Men hvad med os? spørger han.
Hvad hvis vi aldrig finder hjem?