Fanget på et stykke is midt ude på det endeløse hav

Klink, klonk, klink, klonk. Lyden af glas mod is.
En flaske er drevet med bølgerne over det endeløse hav og
klirrer nu sin forsigtige morgensang.
Klink, klonk, Vågn nu op! hvisker den ind i mørket.
Skaber en vibration, der rammer et sted inde i hendes ene øre. 
 Klink, klonk, klink, klonk. Øret vågner og husker at lyden kan gribes. Den sender lyden til den ene hånd. Hånden griber ned i mørket - efter lyden – og  får fat. Hånden er vågen nu. Den vil vide mere. Famler henover den glatte flaske og får fat i noget i toppen, Noget som kan løsnes. Åbnes.
En svag gæret lugt åbner et tilfrosset næsebor.
Duften projekterer et billede af et æble frem i hendes bevidsthed.
Fulgt af et billede af et glas med gul saft
hældt fra en flaske af en varm hånd.
En hånd der aer hende over håret før hun siger farvel.
Hånden har lagt til hende på bordet. Om noget det er vigtigt at hun husker. Hvad det er har hun fuldstændigt glemt.
Men hendes hånd husker sedlen - den søger ned i lommen.
Finder det porøse stykke papir.  Folder det ud og lader fingrene glide henover det i håbet om at huske noget. Men der er kun mørke.
Men så husker en finger et stik nden rodede i lommen og fingrene fisker en noget spids op. Fingrene bevæger den stikkende spids henover papiret. Igen og igen samme bevægelse. Noget hånden husker. Noget vigtigt. Så ruller fingrene sedlen og stopper
sedlen ned i flasken og lukker og sammen sender hænderne flasken ud i det kolde vand. Så sidder hun igen fastfrosset i mørket.  Men ørerne er vågne - de lytter og hænderne venter på svar.

Hvem møder vi her?

frys-curtain-nye
frys-figure-nye

 

En krystalklar røst skærer gennem mørket, og en ranglet, kridhvid personage svæver hen mod dem. Han retter sin knoglede pegefinger mod dem, og en enorm sværm af hvide iskrystalmyg flyver mod dem. De stikker med deres iskolde myggebrod i de blege bare ben og suger al kraft ud af dem…

Låst med isnøgler bag lås og slå

Ingen sted at gå,

Ingen at nå

intet at få

I iskejserens palads,

som porcelænsdukker i et skab af glas,

her fryses hjertet til is,

alt stivner i kejserens kolde dis.

Ingenting er dit

i uendelighedens hvidt.

Tidens tand pulveriseres til knoglestøvs kviksand

som siver gennem timeglasset til det den sidste tids land

 

tiden rinder ud.

Kejseren låser sit kolde hvide slot.

Jeg binder med kulden jeres tunger

fryser jeres lunger

med mine istappe tænder

suger jeg blod fra dine lænder

Nu er i mine små is-unger

Alting går i stå.

 

 

 

Bag ham står en hvid kvinde med ansigtet fyldt af frosne tårer.
Kvinden lægger sine hænder på drengens skuldre, og han lægger sit hoved mod hendes bryst og lader sig synke ind i hendes favntag. Hans lille tynde stemme synger:

”Hvorfor bliver det nat mor
med kold og bitter vind…”

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt,
og de søde englebørn jeg skuer.
Når jeg har det trætte øje lukt,
hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke.
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke
Moder — see! nu kysser Englen mig!

(‘Det døende barn’ – H.C. Andersen)

Hun lægger sin hænder hans skuldre og kysser ham med sine tø-læber og synger ham til ro:

Sov sødt barnlille
Sov roligt og stille
For striden er stridt
Nu smelter alt hvidt
i havets evige hvile
Nu gråden vil tø
Ispuden til sø
nu englene tie og smile

(Mel.: Thomas Laub 1915)

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos