white

ISEN MIDT I INTETHEDEN

LYT! HØR!
På et endeløst hav, sidder to børn.
Fastfrosset på et stykke is.

De husker ingenting. Slet ingenting.

Ikke deres egne navne husker de.

Ikke stedet de boede.

Ikke der hvor de kom fra.

Ikke engang deres far og mors navne husker de.

Det er alt sammen forsvundet.
Det er inde i mørket.
Dybt, sort og svimmelt.

MØRKE, KULDE,
Is der knager 

Stille nu. Hører du. Aften klokken ringer
Solen sank, Stor og blank.
Natten stilhed bringer...

Er de to børn mon derude?

SE
Sig månen langsomt hæver
Mel.: J.A.P. Schulz 1790 Tekst frit efter: Matthias Claudius 1779/ Carsten Hauch

Sig månen langsomt hæver,
den hvide stjerne svæver

på tåge sløret hvid
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens favn.

 

Der er de - de børn låst fast i en lammende kulde.
Isen er som et slot omkring dem.
Mørket en dyne.

Ja, sådan skete det… Skrækkeligt. Forfærdeligt
…men før alt frøs fast og gik i sort sendte pigen en flaskepost afsted.

 

 

 

HØR! LYT!
Klink, Klonk.

Jeg slår mod isen.
Vågn op!  Jeg er lige her! Kom, ræk ud efter mig!
Kom nu: Klink, Klonk

Glas mod is, Lyden optøer isen i pigens tilfrosne øre.
vækker hånden, der forsøger at holde lyden ude.
Men hun kan ikke stoppe mig, så hun griber efter lyden.
For at stoppe den.
Men så mærker hun mig, min iskolde glas krop, min prop.
Åben mig, hvisker jeg ind i mørket - og det er som hendes frosne fingre hører mig, for de åbner flasken.
Hendes øjne bryder isen der har låst sig om øjenvipperne.

Vender mig rundt, så jeg bliver helt svimmel. Hun sukker, og vil smide mig tilbage i det kolde hav.
Hendes øjne er et spejl for hendes tanker:
Tom, Ubrugelig. Gammel ligegyldig flaske.

Men også jeg har været før. I en have, hvor jeg blev fyldt med saft.
Børn kom. Drak fra mig.
Der er stadig en dråbe på bunden af flasken.
og jeg sender dens duft mod hendes kolde næsebor.
Duften skaber billeder for hendes indre blik.
Af æblet.
Af saft, der skinner som guld i et glas rakt til hende af en kendt hånd.
En hånd, der aer hende over det solvarme hår.
En kærlig hånd. Se hånden skriver en seddel.
Noget vigtigt. Noget hun skal huske.

FLASKENS FORTÆLLING

 

Men... hendes hånd husker.
Den finder sedlen i lommen.
Krøllet sammen til en lille bold.
Hun folder forsigtigt papiret ud.
Stirrer blindt på det i mørket.
Hun ser ingenting. Husker ikke.
Men hendes hånd løber hen over det sprøde ark,
søger efter ord.
Men finder ingen.

 

 

 

SE
En hånd
finder vej gennem isens tremmer.

Drengens knoglede pegefinger
bevæger sig hen over det papiret, for at lade

pegefingerneglen indgraverer 3 bogstaver:
S O S

Så lægger han sin hånd på papiret.
Den fortæller om kulden, om mørket, om opgivelsen.
Vi vil ikke dø! siger hænderne.
Så er han igen væk. Flyttet ind i kulden igen.

Men pigen, hun ruller det skrøbelige papir sammen.
Binder sit røde hårdbånd om det og
fører forsigtigt brevet ned gennem min hals,
Jeg synker det tunge budskab og lader hende
synke mig ned i det holder vand.
to sjæles skæbne vugger nu i mit indre
jeg ber´ til alle universets kræfter
Vindens hersker kommer som den første
Den føles den som et kærtegn
og blidt vækker den havet under mig.
Bølgerne skubber mig omsorgsfuldt afsted.
Stjernerne viser vej
Ja, jeg er på vej for hjælp at hente
Lad dem ikke længe vente...

 

Opgivelsen messer monotomt
Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)

Stille nu! Hører du
aftenklokken ringer
Solen sank, stor og blank
natten stilhed bringer

 

Opgivelse har et timeglas, hvori  der svirrer iskrystal-myg.
Nogle gange slippes is-myggene fri
De svirrer om børnene
Tiri Ya Tiyara tiri
Ya waraa w khitan
Badi irgaa bent sghiri
Ala sathl giran

Opgivelse har et timeglas, hvori  der svirrer iskrystal-myg.
Nogle gange slippes is-myggene fri
De svirrer om børnene
Tiri Ya Tiyara tiri
Ya waraa w khitan
Badi irgaa bent sghiri
Ala sathl giran

VI HJÆLPER!

SANG     Græsk folkemelodi

 

 

Se en flaskepost,  der sejler mod land
sendt afsted af en anden hånd.
Bring mig flasken. Bring den til mig,
så vi kan se, hvad den bærer.

 

 

Se en flaskepost, der skyller i land
Samles op af en nysgerrig hånd.
Åben flasken. Åben brevet.
Så vi kan se, hvad de skriver.
Flaskepostsangen (1)

Har de glemt hvad de hed?
Har de glemt hvad de holdt af?
Vi lægger vores navne  det vi kan lide i flasken
Har de mon glemt hvor de kom fra?
Vi laver et brev og synger om at have rødder et sted,

Se, bølgen tager flasken med
til et helt og andet sted,
hvor der er to at dele med
Send flaskeposten afsted.