white

ISEN MIDT I INTETHEDEN

Sig månen langsomt hæver
Mel.: J.A.P. Schulz 1790 Tekst frit efter: Matthias Claudius 1779/ Carsten Hauch

Sig månen langsomt hæver,
den hvide stjerne svæver

på tåge sløret hvid
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens favn.

 

 

 

 

HØR! LYT!
Klink, Klonk.

Vågn op!  Ræk ud efter mig!
KLINK KLONK.
Jeg slår mod isen.

Sender lyden til et tilfrosset øre.
Bryder isen.
Øret vækker en hånd.
Hendes hånd.
som griber ud efter min lyd.

Famler hen over min glas krop.
Løsner min prop.
Jeg hører hende mumle:
En gammel, ubrugelig flaske.
Tom. Ligegyldig.
Men jeg bærer en duft af æbler, der finder vej til hendes næse.
Bryder isen i hendes næsebor.
Skaber billeder for hendes indre blik.
Af æblet.
Af saft, der lyser guld, mens det hældes op.
Et fyldt glas rakt til hende af en kendt hånd.
En hånd, der aer hendes solvarme hår.
En kærlig hånd. Se den skriver. En seddel.
Noget vigtigt. Nogen hun skal huske.

FLASKENS FORTÆLLING

 

Men kun hendes ene hånd husker.
Den finder sedlen i lommen.
Krøllet til en lille bold.
Pigen folder den forsigtigt ud.
Stirrer blindt på papiret i mørket.
Søger efter ord i den hvide verden.
Men finder ingen.

 

 

 

SE
En hånd
finder vej gennem isens tremmer.

Drengens knoglede pegefinger
bevæger sig hen over det skrøbelige papir.

Med neglen indgraverer den 3 bogstaver:
S O S

Så lægger han sin hånd på papiret.
Hendes hånd følger hans.
Håndaftryk der fortæller om kulden, om mørket.
Vi vil ikke dø! siger hænderne.

Så ruller pigen det skrøbelige papir sammen,
Fører det gennem min hals.

Jeg synker det tunge budskab.

Så kom vind. Send bølgen afsted
Og kære bølge. Tag mig med.
Frem til et sted
Hvor der er hjælpe at hente
Så de ikke mere skal vente...

 

Nu venter de.
Men bag dem rejser sig langsomt en skikkelse - Stor som et is-slot.
Som får dem til at vende sig fra hinanden igen. Det Ensomheden.

Ensomheden messer monotomt

 Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)

Stille nu! Hører du
aftenklokken ringer
Solen sank, stor og blank
natten stilhed bringer

 

Ensomheden har et timeglas, hvori  der svirrer iskrystal-myg.
Nogle gange slipper han is-myggene fri
og de svirrer om børnene
Indtil de slår sig ned på en bar arm, eller et nøgent ben - og stikker.
Deres brod er nøgler, der låser lemmer og hjerte
og ismyggene suger al varme og lys ud
for istedet at indsprøjte frostvæske.

Ensomheden slipper sine ismyg fri fra timeglasset

Tidens tand, Knust til sand
i timeglas udrinder
Is myg STIK
Sug fra PRIK
Indtil alt forsvinder..

 Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)

VI HJÆLPER!

SANG     Græsk folkemelodi

 

 

Se en flaskepost,  der sejler mod land
sendt afsted af en anden hånd.
Bring mig flasken. Bring den til mig,
så vi kan se, hvad den bærer.

 

 

Se en flaskepost, der skyller i land
Samles op en nysgerrig hånd.
Åben flasken. Åben brevet.
Så vi kan se, hvad de skriver.

Har de glemt hvad de hed?
Har de glemt hvad de holdt af?
Vi lægger vores navne i flasken og det vi kan lide.
Har de mon glemt hvor de kom fra?
Vi laver et brev og synger om at have rødder et sted,.

Kom vind. Kald bølgen ind.
Tag flasken med. Til de to, vi tror vi ved
Er væk i mørke og kulde et sted.

 

Se, bølgen tager flasken med
til et helt og andet sted,
hvor der er to at dele med
Send flaskeposten afsted.