white

ISEN MIDT I INTETHEDEN

Sig månen langsomt hæver
Mel.: J.A.P. Schulz 1790 Tekst frit efter: Matthias Claudius 1779/ Carsten Hauch

Sig månen langsomt hæver,
den hvide stjerne svæver

på tåge sløret hvid
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens favn.

 

 

 

 

HØR! LYT! Klink, Klonk.
Jeg vil, at de skal vågne. Jeg vil, at de skal række ud efter mig.
KLINK KLONK.
Jeg slår mit glas mod isen.

Lyden finder vej gennem isen i et øre.
Øret vækker en hånd. Pigens hånd.
Den griber ud efter min lyd.

Famler hen over min våde krop.
Løsner min prop.
Jeg ser hendes tanke:
En gammel, ubrugelig flaske. Tom. Ligegyldig.
Men jeg bærer en duft af æbler, og den finder vej til hendes næse.
Bryder isen i hendes næsebor.
Skaber billeder for hendes indre blik.
Af æblet.
Af saft, der lyser guld, mens det hældes op.
Et fyldt glas rakt til hende af en kendt hånd.
En hånd, der aer hendes solvarme hår.
En kærlig hånd. Se hånden skriver. En seddel.
Noget vigtigt. Nogen hun skal huske.

FLASKENS FORTÆLLING

 

Men kun hendes ene hånd husker.
Den finder sedlen i lommen.  Krøllet sammen til en lille bold.
Hun folder den forsigtigt ud.
Stirrer blindt på papiret i mørket.
Søger efter ord i den hvide verden.
Men finder ingen.

 

 

 

Men se nu. En knoglet finger
finder vej ud af isens tremmer.

Hans finger. Drengens.
Den bevæger sig hen over det skrøbelige papir.

Med neglen indgraverer den 3 bogstaver. S O S.

Så lægger han sin hånd på papiret.
Og hendes hånd følger hans.
Håndaftrykkene fortæller om kulden, om mørket.
Vi vil ikke dø! siger de.

Så ruller pigen det skrøbelige papir sammen,
og fører det gennem min hals.
Jeg synker det tunge budskab, som nu ligger tungt i min mave.

Jeg vil bære deres råb om hjælp hen over havet.
Frem til et sted, hvor der er nogen, der kan hjælpe!

Så kom vind. Send bølgen afsted
Og kære bølge - før mig med.

 

Nu venter de.
Men bag dem rejser sig langsomt en skikkelse - Stor som et is-slot.
Som får dem til at vende sig fra hinanden igen. Det Ensomheden.

Ensomheden messer monotomt

 Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)

Stille nu! Hører du
aftenklokken ringer
Solen sank, sort og blank
natten stilhed bringer

 

Ensomheden har et timeglas, hvori  der svirrer iskrystal-myg.
Nogle gange slipper han is-myggene fri
og de svirrer om børnene
Indtil de slår sig ned på en bar arm, eller et nøgent ben - og stikker.
Deres brod er nøgler, der låser lemmer og hjerte
og ismyggene suger al varme og lys ud
for istedet at indsprøjte frostvæske.

Ensomheden slipper sine ismyg fri fra timeglasset

Tidens tand, Knust til sand
i timeglas udrinder
Is myg STIK
Sug fra PRIK
Indtil alt forsvinder..

 Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)

VI HJÆLPER!

Se en flaskepost,  der sejler mod land
sendt afsted af en anden hånd.
Bring mig flasken. Bring den til mig,
så vi kan se, hvad den bærer.

Se en flaskepost, der skyller i land
Samles op en nysgerrig hånd.
Åben nu flasken. Ud rul nu brevet.
Så vi kan se, hvad de skriver.

Har de glemt hvad de hed?
Har de glemt hvad de holdt af?
Vi lægger vores navne i flasken og det vi kan lide.
Har de mon glemt hvor de kom fra?
Vi laver et brev og synger om at have rødder et sted,.

Kom vind. Kald bølgen ind.
Tag flasken med. Til de to, vi tror vi ved
Er væk i mørke og kulde et sted.

 

Se, bølgen tager flasken med
til et helt og andet sted,
hvor der er to at dele med
Send flaskeposten afsted.

WordPress Theme built by Shufflehound.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos