white

ISEN MIDT I INTETHEDEN

Sig månen langsomt hæver
Mel.: J.A.P. Schulz 1790 Tekst frit efter: Matthias Claudius 1779/ Carsten Hauch

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver

på tåge sløret hvid
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens favn.

 

FLASKENS FORTÆLLING

HØR! LYT! Klink, Klonk.
Jeg vil, at de skal vågne. Jeg vil, at de skal række ud efter mig.
Glas mod is. KLINK KLONK.
Lyden finder vej gennem isen i et øre.
Øret vækker en hånd. Pigens hånd.
Den griber ud efter min lyd.

Famler hen over det våde glas.
Løsner min prop.
Hun tror, at jeg er tom. En gammel, ubrugelig flaske.
Men jeg bærer duften af æbler, og den finder vej til hende
Bryder isen i hendes næsebor.
Skaber billeder for hendes indre blik.
Af æblet.
Saft der lyser guld mens det hældes op.
Et fyldt glas rakt til hende af en kendt hånd.
En hånd, der aer hendes solvarme hår.
Hånden skriver. En besked.
Noget vigtigt.
Husk det nu. Hvisker jeg.
Men hun kan ikke. Hun husker det ikke.
Det er væk. Men hendes hænder husker.
Sedlen er i lommen.  Krøllet sammen i lommen.
Hun tager den op. Folder den forsigtigt ud.
Hun stirrer blindt på papiret i mørket.
Søger efter ord i den hvide verden.
Men finder ingen.

Men se nu. En knoglet finger
finder vej ud gennem isens tremmer.

  1. Hans finger. Drengens.
    Den bevæger sig hen over det skrøbelige papir.

Hans sorte negl indgraverer 3 bogstaver. S O S.

Så lægger han sin hånd på papiret.
Og hendes hånd følger hans.
Håndaftrykkene fortæller om kulden, om mørket.
Vi vil ikke dø! siger de.

Så ruller drengen det skrøbelige papir sammen,
og hun fører det gennem min hals.
Jeg synker det tunge budskab, som nu ligger trygt i min mave.

Jeg vil bære deres råb om hjælp hen over havet.
Bære det frem til et sted, hvor der er nogen, der kan hjælpe!

Så kom vind. Send bølgen afsted
Og kære bølge - før mig med.

 

Nu venter de. Venter og håber.
Men bag dem rejser sig en skikkelse - Stor som et is-slot.
Det Ensomheden.

Ensomheden messer monotomt

 Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)

Stille nu! Hører du
aftenklokken ringer
Solen sank, sort og blank
natten stilhed bringer

 

Ensomheden har et timeglas, hvori  der svirrer iskrystal-myg.
Nogle gange slipper han is-myggene fri
og de svirrer om børnene
Indtil de slår sig ned på en bar arm, eller et nøgent ben - og stikker.
Deres brod er nøgler, der låser lemmer og hjerte
og de suger al varme og lys ud
for istedet at indsprøjte frostvæske

Tidens tand, Knust til sand
i timeglas udrinder
Is myg STIK
Sug fra PRIK
Indtil alt forsvinder..

 Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)

VI HJÆLPER!

Se en flaskepost,  der sejler mod land
sendt afsted af en anden hånd.
Bring mig flasken. Bring den til mig,
så vi kan se, hvad den bærer.

Se en flaskepost, der skyller i land
Samles op en nysgerrig hånd.
Åben nu flasken. Ud rul nu brevet.
Så vi kan se, hvad de skriver.

Har de glemt hvad de hed?
Har de glemt hvad de holdt af?
Vi lægger vores navne i flasken og det vi kan lide. 
Har de mon glemt hvor de kom fra?
Vi laver et brev og synger om at have rødder et sted, og om at være savnet.
Kom vind. Kom bølge. Tag flasken med. Til de to, vi tror vi ved
Er væk i mørke og kulde et sted.
Bølgen tager flasken med til et helt og andet sted,
hvor der er to at dele med
Send flaskeposten afsted.

WordPress Theme built by Shufflehound.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos