Luck er stærk. Fortuna er stærk Luck siger: Jeg hører vinden. Når den løber gennem æbletræets blomster så falder de som sne. Jeg vil se verden igen, siger Fortuna. Og, siger Luck Jeg vil løbe så hurtigt som vinden Når du synger ind i mig, så lever jeg. Og alting Jeg er sikker, Alting rejse sig igen op på sine fødder Og Se Luck og Fortunas hjerter De brænde, de lyser

DSC_8106
DSC_8077

“Velkommen,” hvisker en stemme bag dem – og noget kommer til syne. “Hvad skal I her? Tror I, I er velkomne her? Tror I det hele kan glemmes?

Med uvished og skepsis møder jeg verden
måske er i al min færden
Jeg holder ingen for nar
når jeg siger at min vej er uklar
jeg giver aldrig svar
Hvem tror du, jeg er?
Og hvad laver jeg her?

Det er, som om det sorte mudder fra bunden stadig hænger om deres ben, og at det sorte vand stadig fylder lungerne med tyngde. Var det hele bare forgæves? Hvad nu? De ser på ham, og de ser nu, hvem han er – han sidder der på en gren med sine tunge øjne, og fra hans øjne falder en stille regn, som breder sig. Som en blid bruser på deres ansigter, hvorfra mørket løber i striber. De rejser sig og rækker deres hænder op mod regnen og lader sig vaske. Samler hænderne til en lille skål og drikker de forfriskende dråber. Regnen vasker den lysegrønne dis væk, og et blidt lys gennem trætoppene kommer frem på himlen.
Nu går de mellem de dryppende træer – finder en lysning og lægger sig på det bløde græs – for at tørre og hvile ud.

Fortuna vågner ved at en hiver i hendes hår – hun er klar til at slå, men ser op i et lille barns ansigt. Hun ligger med hovedet i barnets skød med en kam, som barnet forsøger at trække igennem hendes filtrede hår.

Al tvivl, sorg og alle de grimme tanker redder hun ud. Hun siger ingenting – er helt optaget af det, barnet har gang i… På græsset foran hende myldrer alt væk som reddes ud. Små sorte forkrøblede skabninger, der myldrer ned mod havet og springer på hovedet i… Hvor ser de egentligt sjove ud – disse små skabninger. Hun ser over på Luck – han sover stadig – hun kan høre hans åndedrag – tungt. Hendes hovedbund er helt øm nu, men da hun lader hånden glide ned over sit hår, er det blødt og blankt. Nu er det hans tur – han brokker sig gevaldigt, forsøger at skubbe barnet væk, men barnet er stædig, og snart er han også helt kæmmet.

Barnet knækker en tand af kammen, og sætter den fast på drømmekortet
“Gaven til jer er et kompas” siger Hilda Håb blidt.

“Syd, nord, øst og vest?
Ude godt eller hjemme bedst? 
Her er retningen altid på plads, 
Nålen er trådet med jeres hår, 
et spir for jeres håb.

I var to der gik den samme vej.
I var to der gik i stå.
I dag er en del af den vej som vi gik
og et håb om bedre vejr.
Så nu står I her på samme vej,
en rejse ender her.

Tag min hånd

Og giv mig dit lys
som et tegn på vejen der

”Med leg jeg kommer
Og fylder dine lommer
med fuldkommenhed
med absolut fred
med ubetinget styrke
så I kan livet dyrke”
Stikker ud og af i et voldsomt råb,
Jeg er….

De husker. Katten der drak mælk. Hunden der gravede et ben ned. Stjernen der stod over husets tag. Og mere end det; de husker at Luck er stærk! Fortuna er stærk!

Håb peger på kompasset: “Se, nålen peger den vej.”
“Ja, men der er jo intet der, hvor nålen peger?” siger Luck
“Jo, se der.”

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos