HÅB

HÅB

Fortuna vågner ved at der er en der hiver i hendes hår.
Hun ser op i et lille barns ansigt.
Barnet trækker en kam igennem hendes filtrede hår.
Små grimme skabninger reddes ud af håret og myldrer væk. Luck – Han sover stadig.  Hendes hovedbund er øm nu, men da hun lader hånden glide over sit hår er det overraskende blødt.
Nu er det Lucks tur. Ligesom hende er han ikke vild med at blive vækket på den måde. Jeg forsøger at skubbe hende væk, men barnet er stædigt, og snart er også han kæmmet. Så knækker barnet en tand af kammen, og sætter den fast på deres kort.
“GAVEN TIL JER ER ET KOMPAS” siger hun blidt.

Syd, nord, øst og vest?
Ude godt eller hjemme bedst? 

Her er retningen altid på plads, 
Nålen er trådet med dit hår, 
et spir at følge, så frem I når
Hør min stemme

Barnet peger på kompasset: “Se, nålen peger den vej.”
De spejder ud over havet efter huset. Der hvor de boede.
Men de ser intet.

 

 

 

 

 

 

 

 

TVIVLEN


Luck spørger forsigtigt:
Tror du så alting kan blive som før?
Fortuna kigger væk.
Tvivlen har sat sig hos hende.
Han er af de sære og svære.  Bærer tågen som en kappe.
Skaber huller der er svære at lappe. 
Lad det forsvinde. Det er blot et minde.
Og ja, det hele synes så langt væk nu.
Men så får hun øje på lille Frk Håb under skræppebladende.
Måske kan alting blive helt anderledes, hvis vi tør.
Luck ser forundret på hende, men følger hendes blik.
Nu kalder Tvivlen på regndråberne.
De falder blødt fra himlen. Laver et hul i tågen
Der i den modsatte retning af hvor de kom fra.

Og gennem hullet i tågen trænger lys.

 

De husker.
Katten der drak mælk.
Hunden der gravede et ben ned.
Stjernen der stod over husets tag.
Men også mere end det:

 Nu husker de at Luck er stærk!
Fortuna er stærk!

 

HÅB

HÅB

Fortuna vågner ved at der er en der hiver i hendes hår.
Hun ser op i et lille barns ansigt.
Barnet trækker en kam igennem hendes filtrede hår.
Små grimme skabninger reddes ud af håret og myldrer væk. Luck – Han sover stadig.  Hendes hovedbund er øm nu, men da hun lader hånden glide over sit hår er det overraskende blødt.
Nu er det Lucks tur. Ligesom hende er han ikke vild med at blive vækket på den måde. Jeg forsøger at skubbe hende væk, men barnet er stædigt, og snart er også han kæmmet. Så knækker barnet en tand af kammen, og sætter den fast på deres kort.
“GAVEN TIL JER ER ET KOMPAS” siger hun blidt.

Syd, nord, øst og vest?
Ude godt eller hjemme bedst? 

Her er retningen altid på plads, 
Nålen er trådet med dit hår, 
et spir at følge, så frem I når
Hør min stemme

Barnet peger på kompasset: “Se, nålen peger den vej.”
De spejder ud over havet efter huset. Der hvor de boede.
Men de ser intet.

 

 

TVIVLEN


Luck spørger forsigtigt:
Tror du så alting kan blive som før?
Fortuna kigger væk.
Tvivlen har sat sig hos hende.
Han er af de sære og svære.  Bærer tågen som en kappe.
Skaber huller der er svære at lappe. 
Lad det forsvinde. Det er blot et minde.
Og ja, det hele synes så langt væk nu.
Men så får hun øje på lille Frk Håb under skræppebladende.
Måske kan alting blive helt anderledes, hvis vi tør.
Luck ser forundret på hende, men følger hendes blik.
Nu kalder Tvivlen på regndråberne.
De falder blødt fra himlen. Laver et hul i tågen
Der i den modsatte retning af hvor de kom fra.

Og gennem hullet i tågen trænger lys.

De husker.
Katten der drak mælk.
Hunden der gravede et ben ned.
Stjernen der stod over husets tag.
Men også mere end det:

 Nu husker de at Luck er stærk!
Fortuna er stærk!

 

WordPress Theme built by Shufflehound.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos