Mørke - BUNDEN og det mørkeste mørke

Er vi mon døde, tænker hun, men hans hånd trykker hendes, så helt døde kan de vel ikke være? 

Intet rør sig. Ingenting sker. Alt står stille. 
ved deres side sidder Meningsløsheden og synger:

Tæl til 3
En to tre
Vandets tunge rytme
Mærk jer her
Intet mer
Kun tomhedm skam og skyld

De forsøger at rejse sig, men hendes kjoles skørter er som tjære som deres ben synker ned i.  Og nu mærker de tyngden i brystet fra det mørke vand i deres lunger –  hun græder stumme tåre af store rundslebne sten, der lægger sig som en bro hen over hendes sorte kjole – en passage. Deres små ben springer – fra sten til sten.

Så er der en der hvisker:
Mærk mig. Tænkt at I glemte at I vidste
At alt man har
Kan man også miste

Min gave er et anker at sænke ned
Tyngde som gør at I ikke bare hvivles afsted
Tænk at I glemte at I vidste,
at alt hvad man har kan man også miste.

Sorgens Sælki hjælper dem frem skridt for skridt. Op imod lyset. Op til havets overflade.

Uvejret er stoppet, men nede fra bunden kommer svovllugtende bobler op til overfladen og får det til at se ud som om det koger –  damper og sprutter som var det en suppegryde. Og boblerne bliver større og større. – Sorgens Sælki råber til dem; “svøm, svøm.” Den svovlede luft svier i lungerne, der i forvejen svier efter det salte havvand. Men de svømmer – tag for tag – og derude mellem store skyer af røg og aske ser de klipper og rødglødende lava der løber ned af de sorte vulkansten.

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos