De synker - som ned i et sort hul - ned i det dybeste dybeste mørke

Tomheden griber dem  - og lægger dem blidt på havets bund

Hun messer stille:

Tæl til 3
En to tre
Tomhedens tunge rytme
Træk vejret ind
Pust langsomt ud
Træ al meningsløshed ind i dit sind

Skyld og skam
Tyk og klam
Skuffelsens tunge fylde

Husk I er to nu til at bære
Alt det tunge og svære

De forsøger at rejse sig, men synker ned i det mørke sand, der ved hver bevægelse hvivler op tætte skyer.
Tomheden ser på dem med sine store tomme øjne - nu 
falder store runde sten fra hendes tunge bryst,  lægger sig som en bro hen over det sugende sorte sand. 

Deres små ben går med tunge skridt – fra sten til sten, men for hvert skridt bliver de tungere og tungere , det brænder i brystet og så er der en der spærer vejen:

Tænk I glemte at I ved
Alt man har skal mistes
synke stille mod intet ned
i døde dybets soven
Her møder møder mig, på mørkets vej som ..... 

Sorgens vej baner jeg
gør tyngden til et anker
så I ikke hvivles afsted
i hjertestormens tanker

Hun skaber en trappe op  imod lyset.

Hvert trin sin tone...
En trappe op til havets overflade.

Uvejret er stoppet, men nede fra bunden kommer svovl lugtende bobler op til overfladen og får det til at se ud som om det koger –  damper og sprutter som var det en suppegryde.
Og boblerne bliver større og større. 

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos