De synker

Ned på havets bund, hvor de opsluges af mørkethede

Synker ned i  skam
Tyk og klam

Hvor skuffelsen lukker jer inde
Og lader ingen jer finde

Men nogen er med jer dybt derinde
Det er Sorgens linde

Tæl til 3
En to tre
Sorgens tunge rytme
Træk vejret ind
Pust langsomt ud

Nogle ting kan ikke fixes - De kan kun bæres.
I kan hjælpe hinanden med at bære.
Sammen at være om det svære

Jeg er havets sorte sol
Dybets triste sorgfugl
Jeg sætter din tid i stå
For igen at få den til at gå

Hun viser dem vej ud af Skuffelsens store gab, men for hvert skridt de tager hvirvler det sorte sand op og forvandler vandet til uigennemsigtigt tjære. Det er som at trække sort slim ned i lungerne. Men så får lille Sorg, Skuffelsen til at græde sten - som falder på havbunden og skaber en sti - en sti frem til en stige - en stige op af havet - op til havoverfladen... Og nu går de skridt for skridt, men Sorgen synger for dem -

Deres små ben føles tunge og de små bare fødder må mærke sig fremefter fodfæste på de rokkende sten.


Tænk I glemte at I ved
Alt I har kan mistes
Synke dybt i mørket ned
Hvor intet mer kan fixes
Sammen I må bære 

og være med det svære
På sorgens vej

Tyngden er et anker
til dybet jer lænker
på sårbarhedens vej

Hun skaber en trappe op  imod lyset. En trappe op til havets overflade.
Uvejret er stoppet. Havet ligger som et sort tæppe. Intet at se kun hav, så langt øjet strækker, som et uendeligt stort sort tæppe. Og så ankeret, der tynger dem nedad.
Men så nede fra bunden kommer svovl lugtende bobler op til overfladen, får det til at se ud som om det koger –  damper og sprutter, som var det en suppegryde.
Og boblerne bliver større og større. Noget kommer op. 

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2018 Flaskepost til Fremtiden. aarhus  
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos