De synker

Ned på havets bund, hvor de opsluges af mørket

De gribes af Skammens lange arme låser dem fast  under en tjæretyk dyne af Skyld.
Men i mørket ved deres side aner de en lille skikkelse:

Jeg er havets sorte sol
Dybets triste sorgrig fugl
Jeg sætter din tid i stå....
For igen at få den til at gå

Hun har lagt en sten på deres bryst. Alt luft forsvinder. Alt forvinder.
Men så løfter hun stenene og slår dem mod hinanden. 

Tæl til 3
En to tre
Sorgens tunge rytme
Træk dybt ind
Skub alt ud


Stenene hjælper hun dem med at lægge en for en og deres små fødder søger efter fodfæste, skridt for skridt, henover den kviksandsbløde havbund.
Tænk I glemte at I ved
Alt I har kan mistes
Synke dybt i mørket ned
Her intet mer kan fixes
Sammen I må bære 

og være med det svære
På sorgens vej

Sorgen er et anker
som tyngden skænker
på sårbarhedens vej

De når fremt til en trappe. Hvert vakkelvorme trin har sin egen tone. En melodi, der fører dem op ad. Trinene er glatte af sort slimet tang. Flere gange er de ved at glide og falde over kanten. Ender den aldrig. Pludseligt står de foran en rød dør. En nødudgang.
Drengen åbner går ind - uden at se sig tilbage efter hende.
Han er varm nu - han brænder. Hun løber efter ham og hun ser ham. Noget har taget fat i ham. Noget stort. Noget voldsomt.

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2018 Flaskepost til Fremtiden. aarhus  
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos