MØRKE

NED PÅ HAVETS BUND, HVOR DE OPSLUGES AF MØRKET.

Skammens arme fanger dem, suger dem ned under en tung dyne af Skyld.
Det føles som at være begravet under en bunke sten. Men i mørket ved deres side aner de en lille skikkelse:

Jeg er havets sorte sol
Dybets triste sorgrig fugl
Jeg sætter din tid i stå....
For igen at få den til at gå

Så står alt stille i hvad der synes for evigt. Det føles som livet er gået i stå. Som om de aldrig igen skal trække vejret frit.
Men så løfter Sorgen stenene en for en. 
og lærer dem  at trække vejret igen.
Hun synger:

Skub alt ud
Træk dybt ind
Skub alt ud

Mørkets dybe rytme i dig

1 2 3

Havbundens sorte sand hvirvler op om dig.

Hver en sten der falder fra dit bryst skaber en vej for dig.

 

 

SORGEN LÆGGER STENENE,

som en række af Trædesten, hen over den bløde havbund og deres små fødder søger efter fodfæste, skridt for skridt.
Sorgen går foran og synger:

Tænk I glemte at I ved
Alt I har kan mistes
Synke dybt i mørket ned
Hvor intet mer kan fixes
Sammen  må I bære 

at være med det svære
På sorgens vej

Sorgen er et anker
som tyngden jer skænker
på sårbarhedens vej.

 

De når fremt til en trappe. Hvert vakkelvorme trin har sin egen tone.
En melodi, der fører dem op ad.
Men trinene er dækket af slimet blære tang.
Flere gange er de ved at miste fodfæstet.
Flere gange ser de opgivelsen række ud efter dem.
Mærker Iskejserens kvælertag.
Han går forest. Han lige efter.
De kommer forbi en rød dør.
Og da han vender sig om for at se om hun er med.
Opdager han at hun har taget denne nødudgang. 
Han ser ingen anden udvej ind at følge efter hende. Få hende med op.
Men nu ser han det. Noget har taget fat i hende.  

 

NOGET STORT.

NOGET VOLDSOMT...

MØRKE

NED PÅ HAVETS BUND, HVOR DE OPSLUGES AF MØRKET.

Skammens arme fanger dem, suger dem ned under en tung dyne af Skyld.
Det føles som at være begravet under en bunke sten. Men i mørket ved deres side aner de en lille skikkelse:

Jeg er havets sorte sol
Dybets triste sorgrig fugl
Jeg sætter din tid i stå....
For igen at få den til at gå

Så står alt stille i hvad der synes for evigt. Det føles som livet er gået i stå. Som om de aldrig igen skal trække vejret frit.
Men så løfter Sorgen stenene en for en. 
og lærer dem  at trække vejret igen.
Hun synger:

Skub alt ud
Træk dybt ind
Skub alt ud

Mørkets dybe rytme i dig

1 2 3

Havbundens sorte sand hvirvler op om dig.

Hver en sten der falder fra dit bryst skaber en vej for dig.

 

 

SORGEN LÆGGER STENENE,

som en række af Trædesten, hen over den bløde havbund og deres små fødder søger efter fodfæste, skridt for skridt.
Sorgen går foran og synger:

Tænk I glemte at I ved
Alt I har kan mistes
Synke dybt i mørket ned
Hvor intet mer kan fixes
Sammen  må I bære 

at være med det svære
På sorgens vej

Sorgen er et anker
som tyngden jer skænker
på sårbarhedens vej.

 

De når fremt til en trappe. Hvert vakkelvorme trin har sin egen tone.
En melodi, der fører dem op ad.
Men trinene er dækket af slimet blære tang.
Flere gange er de ved at miste fodfæstet.
Flere gange ser de opgivelsen række ud efter dem.
Mærker Iskejserens kvælertag.
Han går forest. Han lige efter.
De kommer forbi en rød dør.
Og da han vender sig om for at se om hun er med.
Opdager han at hun har taget denne nødudgang. 
Han ser ingen anden udvej ind at følge efter hende. Få hende med op.
Men nu ser han det. Noget har taget fat i hende.  

 

NOGET STORT.

NOGET VOLDSOMT...

WordPress Theme built by Shufflehound.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos