Opgør - Grænselandet

“Jeg vil slå!” råber pigen. “Jeg vil sparke!” råber drengen.
Men der er ingen at slå. Ingen at sparke.

 

“Det var dem der svigtede, dem der bare lod os sejle vores egen sø, selvom de vidste, vi kunne drukne. Dem, der ikke så, dem, der ikke gjorde. Ligeglade – det var, hvad de var ” siger pigen og bryder hulkende sammen.

Ødelæggerkæmpen  har viklet sig om dem og  skubber dem hen mod klippen – hen mod kanten af hvad de kan klare.
Der er ingen at slå. Ingen at sparke.
Hvorfor skulle mørket træde ind og slette alt?

“Husker du – det var sådan det skete – sådan det hele forsvandt,” siger drengen.  
“De væltede bare det hele. Alt splittet til atomer. Man vidste aldrig hvornår eller hvorfor de kom.

Husker du hvordan vi gemte os under trappen, og håbede at det ville stoppe?”
“Husker du?” råber han for at overdøve larmen.
Det begynder at boble i dem.
“Mit hjerte banker som ville det løbe væk,” siger drengen.
“Jeg vil slå!” siger pigen.
“Men der er ingen vi kan slå.”
“Jeg vil sparke, men der er ingen vi kan sparke.”
“Hvorfor skulle mørket træde ind og slette alt?”
“Det er din skyld,” hvæser pigen pludseligt. Hun vender sig mod drengen.
“Nej. Det var dig der…” Han stopper op. Hendes øjne er rødglødende.
“Nu husker jeg dit navn,” siger han.
“Jeg husker at du er Fortuna. Jeg vil råbe dit navn. Fortuna.”
Det rødglødende bliver til varme.
“Og jeg husker, at du er Luck,” siger pigen.
“Ja, det er mit navn. Mit eget navn.
Jeg ved, hvad jeg hedder: Luck!”
“Og Fortuna,” siger pigen. “Fortuna er mig.”
“Hvorfor skulle det hele forsvinde?”

“Men der er  kun mørket,” 
“Ingen vi kan slå. Ingen at sparke.”
“Så slå til mørket, spark til mørket.”
“Syng mørket væk!” 
Jeres sang, jeres ord finder verden igen:
“Kom! Dans mørket væk! Og over havet,” råber de.
“Vi er rasende!”De kaster deres råb og raseri ind i mørket.
Dybest ind, bag må der være nogen.

“Gi’ ikke op.” Hendes stemme er lille, men alligevel fyldt med kraft.

. En jættetroldkælling af utrolige dimensioner dukker op og udstøder et blodengle skrig dybt inde fra hjertets krig. Hun er større end hele øen, som vugger faretruende under hendes skridt og et øjeblik tror de at den synger under hende… Men så tager hun sin store stav og sætter den i vandet

Jeg rører i havets stor kar
til vulkanen er klar.</em>
Træer knækker som var de tændstikker.
jorden skælver
Livets blod hvivler </em>
Huse splintres i tusind stykker.</em>
Se en rød klud
farvet af et skæbnesvangert skud
En blodtud
fra knytnæven mod min hud
Jeg vælter frem mod og i dig
Sig mig. Hvem er jeg?

 

“Bryd mønstrene der er lagt,
trods arvesyndens vagt.
Lad beslutsomheden gøre som I vil.

Lad ligeslugeren træde til.
Find en vej, hvor den ikke er at finde.
Lad ikke vrede og hævn jer binde.

GAVEN til jer er en kanon til at skyde i mørket et hul.
Ret kanonen mod dit mål.

Spark til mørket! Slå til mørket! Syng bort mørket!”

 

Skyd i mørket et hul
Lad din kernekraft bære dig med
Bringe dig til et nyt sted

Fra den store vulkan i midten af øen kan de høre Vreden.
Store sten flyver igennem luften sammen med ukvemsord, flammer og røg.

“I må se at komme væk inden det ender galt,” 
De løber hen og stiller kanonen an. “Kom nu, skynd jer,” dirigerer hun.
Hun hjælper Fortuna op først. “I skal på en flyvetur henover det kogende hav,” Råber hun. “Er I klar?”

“Jeg er ikke bange mere,” Råber Luck – Jeg skal nok komme efter dig. Hun hopper tøvende op – og høre tændstikken blive strøget, og så
BANG! Hun flyver ud i mørket, ud i det svimmelende mørke.

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos