Hun husker stedet de kom fra...

Det er vores flaskepost, som hun har fisket op af det kolde vand.
Hun tager proppen op – og så mærker hun det.
En lille melodi strømmer fra papiret og når hendes øre.
tager med sig et budskab om at vi er herude.
At vi vil hjælpe.
Og hun husker...

Ikke meget, slet ikke alt. Men noget kommer gående tilbage hende sammen med sangen.
Vækker fingrene, 
til sidst kryber også tommelfingeren ud af frosten.
De 
tager vores budskab op af flasken og ruller det ud.
Fingrene bevæger sig  henover de lysende streger på papiret. Øjnene ser.
Hun husker - noget som blev sendt fra hendes hænder til hans - og tilbage igen.
Henover det dampende vand i badekaret.
Hun husker varmen og hans hænder.
Fingrene husker og begynder at folde..
Folder papiret sammen på midten, så hjørnerne et for et mod midten, og siderne op.
Det er som om papiret selv  fortæller fingrene hvad de skal
– og så pludseligt  - et lille skib - foldet af vores budskab, der i hendes hænder...
En lille båd, der lyser i mørket.

 


Bag ham står en kvinde. Hendes øjne er røde og ansigtet stribet af tårer.  Sløve tygge fnug der falder omkring hende.
Hun sætter sig ved drengen, og han lader sit lille hoved synke ned i hendes skød. Inden i ham synger en stemme.

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt,
og de søde englebørn jeg skuer.
Når jeg har det trætte øje lukt,
hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke.
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke
Moder — see! nu kysser Englen mig!

(‘Det døende barn’ – H.C. Andersen)

Hun kysser ham blidt med sine tø-læber. De bløde fnug bliver til store tunge dråber. Gør isen glat og usikker glat og usikker:

Sov sødt barnlille
Sov roligt og stille
For striden er stridt
Nu smelter alt hvidt
i havets evige hvile
Gråden vil tø
Ispuden til sø
og englene vil tie og smile

(Mel.: Thomas Laub 1915)

 

Der var et tidspunkt derude på isen, hvor jeg glemte mit navn. Det var blevet væk, umuligt at finde, ligesom jeg selv var. Pist væk. Men mens vi sejlede, huskede jeg pludselig mit navn igen. Fortuna hedder jeg – det betyder lykke.

Jeg huskede, at min mor og far gav mig navnet, fordi de så gerne ville, at jeg skulle opleve lykke. Men lykke er altså ikke noget, der kommer sådan helt automatisk med navnet. Jeg måtte ud på en meget lang rejse for at finde ud af, hvad lykke overhovedet betyder for mig.

Og ved jeg det så nu? Måske – i hvert fald lidt bedre…

Ude på isen havde jeg glemt alt om, hvem jeg var. Jeg havde glemt, hvad jeg hed, og jeg havde glemt, hvor jeg kom fra.

Da jeg huskede, at jeg hed Luck, kunne jeg ikke helt forstå det. Det betyder egentlig held, men jeg havde ret svært ved at se, hvor heldet var blevet af, da jeg var frosset fast ude på isen. Nu kan jeg se, at det var Fortuna, der var mit held.

Da hun huskede sig selv, huskede hun også mig – og troede på mig, og holdt mig i hånden.

Jeg havde en ven, da det så allersortest ud – hvor heldig har man lov at være?

Hun trækker ham ombord på det lille skib.
Han ser tilbage. Forsøger at komme ud af skibet for at komme tilbage,
men mens skibet sejler dem væk fra isen, ser den briste
og synke ned i det sorte hav.

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos