Rødder

Hænderne mærker varmen fra lyset i flasken. 2 fingre vågner og griber efter flaskens prop og løsner den.

Tager vores budskab ud af flasken og ruller det ud.

Fingrene søger hen over de lysende streger på papiret og øjnene forsøger at opfange betydningen.
Hun forstår det ikke. Forstår ikke de smukke tegn. Men hun mærker det. Som et lille lys i hjertet.
Og fingrene forstår, og svarer med at folde papiret sammen på midten, så hjørnerne et for et mod midten og siderne op -  de gør det hele som er det papiret selv der instruerer fingrene – og så sidder hun med en lille båd. En lille båd, der lyser i mørket.

 

 

Der var et tidspunkt derude på isen, hvor jeg glemte mit navn. Det var blevet væk, umuligt at finde, ligesom jeg selv var. Pist væk. Men mens vi sejlede, huskede jeg pludselig mit navn igen. Fortuna hedder jeg – det betyder lykke.

Jeg huskede, at min mor og far gav mig navnet, fordi de så gerne ville, at jeg skulle opleve lykke. Men lykke er altså ikke noget, der kommer sådan helt automatisk med navnet. Jeg måtte ud på en meget lang rejse for at finde ud af, hvad lykke overhovedet betyder for mig.

Og ved jeg det så nu? Måske – i hvert fald lidt bedre…

Ude på isen havde jeg glemt alt om, hvem jeg var. Jeg havde glemt, hvad jeg hed, og jeg havde glemt, hvor jeg kom fra.

Da jeg huskede, at jeg hed Luck, kunne jeg ikke helt forstå det. Det betyder egentlig held, men jeg havde ret svært ved at se, hvor heldet var blevet af, da jeg var frosset fast ude på isen. Nu kan jeg se, at det var Fortuna, der var mit held.

Da hun huskede sig selv, huskede hun også mig – og troede på mig, og holdt mig i hånden.

Jeg havde en ven, da det så allersortest ud – hvor heldig har man lov at være?

WordPress Theme built by Shufflehound. © 2017 Flaskepost til Fremtiden.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos