SØGEN

Hendes forfrosne fingre bygger et lille papirskib.
Månen bryder igennem mørket og hænger nu stor,
hvid og tung over deres hoveder.

Små snefnug hvirvler forvirrede fra himmelen,
som om de er faret vild og forsøger at finde hjem.

Pigen husker en sang:
Hvem kan sejle foruden vind...
Men drengen hører hende ikke.
Han lægger sit hoved ind til Opgivelsens bryst:.
Opgivelsen synger:
Sov sødt barnlille
Sov roligt og stille

Striden er stridt
Nu smelter alt hvidt
i havets evige hvile
Min gråd vil tø
Ispuden til sø
mens englene tie og smile

(Mel.: Thomas Laub 1915)

Drengen synger til Opgivelsen:

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
lad mig ved dit hjerte slumre ind;

Græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt,
og de søde englebørn jeg skuer.
Når jeg har det trætte øje lukt,
hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke.
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke
Moder — see! nu kysser Englen mig!

 (‘Det døende barn’ – H.C. Andersen)

Men pigen vil ikke slippe ham, så nu synger hun endnu højere:
Jeg kan sejle foruden vind... 

SØGEN

Hendes forfrosne fingre bygger et lille papirskib.
Månen bryder igennem mørket og hænger nu stor,
hvid og tung over deres hoveder.

Små snefnug hvirvler forvirrede fra himmelen,
som om de er faret vild og forsøger at finde hjem.

Pigen husker en sang:
Hvem kan sejle foruden vind...
Men drengen hører hende ikke.
Han lægger sit hoved ind til Opgivelsens bryst:.
Opgivelsen synger:
Sov sødt barnlille
Sov roligt og stille

Striden er stridt
Nu smelter alt hvidt
i havets evige hvile
Min gråd vil tø
Ispuden til sø
mens englene tie og smile

(Mel.: Thomas Laub 1915)

 

 

Drengen synger til Opgivelsen:

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
lad mig ved dit hjerte slumre ind;

Græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt,
og de søde englebørn jeg skuer.
Når jeg har det trætte øje lukt,
hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke.
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke
Moder — see! nu kysser Englen mig!

 (‘Det døende barn’ – H.C. Andersen)

Men pigen vil ikke slippe ham, så nu synger hun endnu højere:
Jeg kan sejle foruden vind... 

WordPress Theme built by Shufflehound.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos