orange

FRYGTENS TINDE

Musegrå skyer løber kapløb henover det sorte himmelloft.

Havet krymper sig som et såret dyr.

Kaster skibet henover sine rastløse bølger.

Mørket revner  i lysende snitsår, fulgt af  øredøvende brøl.

Så pludseligt et hårdt BUMB!

Skibet er stødt mod et klippeskær.

De to børn kravler forslåede i land. Famlende i mørket.

Jorden under dem rumler som en sulten mave...

Himlen ulmer.  Øjne lurer i mørket.

Noget lister sig ind på pigen.
HØR MIG. Det er URO,
der hvisker i hendes øre...

URO

1000 ansigter uden navne
i uendelige fange favne.
Vi tør ikke,  for du åd  alt og alle
og får mig til at falde
midt i en blive-væk-skov,
som fra under tæppet kalde
Det, der forsvandt under mig.
Og dig, der glemte at gribe mig.
Ham, der dukkede op for sjov
Rummets elefant  under mit gulv
fanget  i edderkoppens spind
i en kælder sort som kul.
gløder, antændt af en drilsk vind

 

MÆRK MIG, hvisler Smerten, mens den griber fat i drengen.

Smerten har skarpe skuldre - tårner sig op,
sætter foden på lyset i hjertet og træder til!

I din runde mave,
rumle og gnave.

suger som en tæge
i fortidens sår,
så de ikke kan læge
selv når tiden går

SMERTE

Skærmbillede 2019-05-19 kl. 21.52.57

Drengen griber ud efter pigens hånd.
Er du bange? spørger han.
Det er jeg
, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.

Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.

 Ja, selv den stærkeste må sande,
kun tåber frygter ikke oprørte vande.

Hun hvisker:
Vi må væk fra frygtens hus
liste forbi, som bittesmå mus.

Sammen får de skibet skubbet fri. Ud.
De kan komme væk.

WordPress Theme built by Shufflehound.
OmKonceptet
Formål
Eksperimentarierne
Fremvisning
Kontaktos