FRYGTENS TINDE
Musegrå skyer løber kapløb henover det sorte himmelloft.
Havet krymper sig som et såret dyr.
Kaster skibet henover sine rastløse bølger.
Mørket revner i lysende snitsår, fulgt af øredøvende brøl.
Så pludseligt et hårdt BUMB!
Skibet er stødt mod et klippeskær.
De to børn kravler forslåede i land. Famlende i mørket.
Jorden under dem rumler som en sulten mave...
Himlen ulmer. Øjne lurer i mørket.
Noget lister sig ind på pigen.
HØR MIG. Det er URO,
der hvisker i hendes øre...
URO
Jeg har 1000 ansigter uden navne
uendelige fange favne.
Vi tør ikke, hvisker du
for jeg åd alt og alle
og får dig til at falde
ned i den store blive-væk-skov,
hvor jeg dukker op for sjov
kom nu, på mor du kalde....
Jeg rummets elefant under dit gulv
den der fanger dig i sit spind
i en kælder sort som kul.
gløder, antændt af min drilske vind
MÆRK MIG, hvisler Smerten, mens den griber fat i drengen.
Smerten har skarpe skuldre - tårner sig op,
sætter foden på lyset i hjertet og træder til!
I din runde mave,
jeg rumle og gnave.
suger som en tæge
i fortidens sår,
så de ikke kan læge
selv når tiden går.
SMERTE
Drengen griber ud efter pigens hånd.
Er du bange? spørger han.
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Ja, selv den stærkeste må sande,
kun tåber frygter ikke oprørte vande.
Hun hvisker:
Vi må væk fra frygtens hus
liste forbi, som bittesmå mus.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud.
De kan komme væk.