FRYGTENS TINDE
Musegrå skyer løber kapløb henover det sorte himmelloft.
Havet krymper sig som et såret dyr.
Kaster skibet henover sine rastløse bølger.
Mørket revner i lysende snitsår, fulgt af øredøvende brøl.
Så pludseligt et hårdt BUMB!
Skibet er stødt mod et klippeskær.
De to børn kravler forslåede i land. Famlende i mørket.
Jorden under dem rumler som en sulten mave...
Himlen ulmer. Øjne lurer i mørket.
Noget lister sig ind på pigen.
HØR MIG. Det er URO,
der hvisker i hendes øre...
URO
1000 ansigter uden navne
i uendelige fange favne.
Vi tør ikke, for du åd alt og alle
og får mig til at falde
midt i en blive-væk-skov,
som fra under tæppet kalde
Det, der forsvandt under mig.
Og dig, der glemte at gribe mig.
Ham, der dukkede op for sjov
Rummets elefant under mit gulv
fanget i edderkoppens spind
i en kælder sort som kul.
gløder, antændt af en drilsk vind
MÆRK MIG, hvisler Smerten, mens den griber fat i drengen.
Smerten har skarpe skuldre - tårner sig op,
sætter foden på lyset i hjertet og træder til!
I din runde mave,
rumle og gnave.
suger som en tæge
i fortidens sår,
så de ikke kan læge
selv når tiden går
SMERTE
Drengen griber ud efter pigens hånd.
Er du bange? spørger han.
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Ja, selv den stærkeste må sande,
kun tåber frygter ikke oprørte vande.
Hun hvisker:
Vi må væk fra frygtens hus
liste forbi, som bittesmå mus.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud.
De kan komme væk.