FRYGTENS TINDE
LYT - Vinden suser nu VIND - Puster til skyerne.
Skyerne er som grå lodne mus, der løber om kap hen over det sorte himmelloft.
SE En bølge krymper sig, som et såret dyr, for så at rejse sig som en kæmpe - og KASTE det lille skib ind i mørket….
Mørket ulmer - for så at revne i lysende snitsår IIISH
forfulgt af øredøvende brøl…BRØØØØLENDE DYB TONE
Et øjeblik er alt lyst op - og… de to børn ser ….et klippeudspring kommer lige imod skibets køl.
KRAAAASCZCHHHH
Skibet er slået mod grund på Frygtens Tinde.
De to børn rejser sig foreslåede.
SER…En vindblæst hytte på et klippeudspring – måske de kan bo der?
De åbner den skæve dør. KNNIIIIRRK
”Her bor jeg,” hvisler én stemme.
Det er UROEN.
Den ligesom siver ud fra de mugne vægge for at trænge sig ind på Pigen.
Pigen vil væk, løbe,....men hun kan ikke …Uroen spænder ben..
Hun dukker sig, kryber sammen.
Hun vil ikke at Drengen skal opdage det. at UROEN har fået greb i hende.
MÆRK MIG(Ekko) SMERTEN. tårner sig op over Drengen.
Den har skarpe skuldre og lange spidse fingre som stikker til Drengen
Drengen tager sig til maven – det kører rundt i maven…
Smerten sætter en tung fod på drengens hjerte - og træder til.
Lyset i hans hjerte flimrer...
Han griber ud efter Pigens arm. Hun ryster.
Du er bange – siger han
Det er jeg, siger hun…
Husker du denne sang… hvisker Drengen.
Drengen synger: Bjørnen sover, Bjørnen sover i sin lune hule…Jeg var bange for bjørnen, svarer pigen.
jeg troede den lå under min seng, når jeg skulle sove…
Ja, svarer drengen, men vi tyssede bjørnen i søvn
Sov nu… Sov nu…. Schhh
LISTESANG: Kuowsakasah evt. svag Sov nu min dukke…PPP)
Og vi sang mors godnat sang, for den, for at lulle Bjørnen i søvn. Pigen synger nu….
Hvorfor bli'r det nat mor….(Pigen synger oveni hviskesangen)
UROEN falder sammen. Ryster et øjeblik.
SMERTEN trækkes med ned og ind i stilheden.
De ser så små og ufarlige ud
SE, de sover nu…(Drengen tager fat i Pigens hånd)
KOM! Lad os komme væk. NU, mens vi kan.
(Knirk fra gulv og dør)
drengen hvisker…
“Den er ikke farlig, når man blot er varlig,
men man kan dog, men man kan dog. ALDRIG på ham tro….”
Drengen og pigen lister ned til skibet og får det bakseret friOg en lille venlig vind skubber dem til havs
Noget lister sig ind på pigen.
HØR MIG. Det er URO,
der hvisker i hendes øre...
URO
Jeg har 1000 ansigter,
men intet navn
mange fange-arme dig favner
og trygger på dine savn.
Vi tør ikke, hvisker du
for jeg åd alt og alle
og får dig til at falde
ned i den store blive-væk-skov,
hvor jeg dukker op for sjov
høre dig kalde....
Jeg rummets elefant under dit gulv
den der fanger dig i sit spind
i en kælder sort som kul.
gløder, antændt af min drilske vind
MÆRK MIG, hvisler Smerten, mens den griber fat i drengen.
Smerten har skarpe skuldre - tårner sig op,
sætter foden på lyset i hjertet og træder til!
I din runde mave,
jeg rumle og gnave.
suger som en tæge
i fortidens sår,
så de ikke kan læge
selv når tiden går.
SMERTE
Drengen griber ud efter pigens hånd.
Er du bange? spørger han.
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Ja, selv den stærkeste må sande,
kun tåber frygter ikke oprørte vande.
Hun hvisker:
Vi må væk fra frygtens hus
liste forbi, som bittesmå mus.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud.
De kan komme væk.