URO
Jorden rumler, som en stor sulten mave.
Så et nyt brag og alt er igen ulmende mørke.
Her er jeg! hvisler URO, Mærk mig! hvisker SMERTE .
URO og SMERTE. De har skarpe skuldre.
Tårner sig op. Træder på lyset i hjertet.
SMERTE
Jeg er den enøjede bøddel
der stikker i dit hjerte
i din runde mave,
vil jeg rumle og gnave.
suge som en tæge
i fortidens sår
lader dem ikke lægge
selv når tiden går.
URO
Jeg har intet navn
men flere ansigter
der leger finde og fange leg
Du tør ikke. råber jeg
lukker døren foran dig
I dag er jeg den sorte skov,
der vokser under tæppet der forsvandt
rummets kæmpe elefant
I morgen skabets levende hul
bange stemmer fra dit gulv
I går det der lå under din seng
ham der ringer igen og igen
vender alting op ned.
Hvem og hvad kan du egentlig regne med?
Drengen griber ud efter pigens hånd. Spørger: Er du bange?
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Selv den stærkeste må sande,
kun en tåbe frygter ikke oprørte vande.
Hun hvisker:
Hvis vi ikke skal fanges for altid i frygtens hus
Må vi liste som mus
Schh vær stille.
Lad Uro og Smerte hvile.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud. Væk.