Havet er rasløst. Kaster skibet henover urolige skumsprøjtende bølger. Grå skyer løber om kap henover himlen, for pludseligt at skæres op i lysende snitsår, fulgt af kæmpe brag. De klamrer sig til rællingen, men et pludseligt hårdt bump vælter dem omkuld. Et skarpt klippe-fremspring har boret sig ind i bådens skrog. De sidder fast. Forslåede ligger de på bunden af skibet. De er bange, men ser ingen anden mulighed end at træde ind på det uhyggelige sted de er havnet. De kæmper sig op af stejle klippeskær og for hvert smertende skridt de tager, trænger Uro-en længere ind på dem. Og så kommer Smerten. Uro og Smerte. De har skarpe skuldre. Tårner sig op. Træder på lyset i hjertet.
Jorden under dem rumler og ryster.
Som en stor sulten mave. De lister... Schhh
Det er her de bor. Smerte og Uro
De har skarpe skuldre. De vokser, de tårner sig op.
Og sætter hver en fod på hjertets lys og træder til.
De er bange. Mere end før.
Hun ryster, Hun skælver.
Han hvisker: Er du bange?
Det er jeg, siger hun
men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid
Hendes ene arm er nærmest bare en stump, og den anden når helt ned til jorden.
Hendes krop er en tom skal.
Øje stirrer hult ud i luften lige hen over børnenes hoveder. Øjet, der før stirrede tomt ud i luften, fanger deres blikke, og de mærker, at deres maver snører sig sammen.
Så er hun væk – lige så pludseligt, som hun kom.
Men hendes stemme rumler i maven:
Fra jeres små runde maver,
jeg rumler, stikker og gnaver.
jeres tanker drejer,
og med jeres værste mareridt leger.
Får alting vendt op og ned.
Hvem tror I egentlig, at I kan regne med?
Jeg forærer stik og jag
du kan aldrig slappe a`
jeg slår ned, for så at gøre lam
Hver gang får jeg ram
stikker i dine forfædres sår
lige på det sted i dig,
som giver plads til mig
Men hvem er jeg?
De prøver at slippe væk fra stemmen ved at stikke fingrene i ørerne, men det nytter ikke.
De vender sig om for at løbe tilbage, hvor de kom fra, men så ser de den creepy nar der dukker op i et vindpust.
Han hvisler sin sang i vinden:
HØR: Dave Crusin: Mud Island fra filmen: “The firm”.
Jeg ryster og rusker dig
får dine tarme til at skrige
knuger dig sammen i mit rige
Du tør ikke – råber jeg
og lukker døren foran dig
Jeg er den sorte skov der vokser fra dit gulv
Jeg er skabets mørke hul
En død mand under din seng
Ham der ringer igen og igen
jeg er den der tog det du troede var sandt
med når tæppet forsvandt
Løb bare – jeg indhenter dig
Hvem er jeg?
De to børn ryster, de skælver. De vil væk. Men deres ben er som beton, og de tør ikke engang trække vejret.
Mine ben er lange
står selvom om jeg er bange
Vi kan sammen bo
Sammen stå. Sammen væk fra uroen gå.
Sammen være bange. Ikke lade uro og smerte dig fange.
Uden at lade uroen rase.
Uden at lade smerte få alting til at brase.
Pigen klemmer drengens hånd så fingrene bliver helt hvide.
Selv den stærkeste må jo sande,
kun en tåbe frygter ikke de oprørte vande.
