Luck er stærk. Fortuna er stærk.
Luck siger: Jeg hører vinden. Når den løber gennem æbletræets blomster så falder de som sne. Jeg vil se verden igen, siger Fortuna. Og, siger Luck: Jeg vil løbe så hurtigt som vinden.
Når du synger ind i mig, så lever jeg. Og alting.
Jeg er sikker, Alting rejse sig igen op på sine fødder
Og Se Luck og Fortunas hjerter. De brænder, de lyser.
Fortuna vågner ved at der er en der hiver i hendes hår – AV, Hun er klar til at slå ud, men ser op i et lille barns ansigt. Hun har sovet med hovedet i barnets skød og hun er vågnet af at barnet forsøger at trække en kam igennem hendes filtrede hår.
Barnet er helt optaget af at få has med knuder og filtre Små sorte forkrøblede skabninger reddes ud af håret og myldrer ned mod havet, vor de springer på hovedet i… Hvor ser de egentligt sjove ud, som de vælter over hinanden for at komme væk. Hun ser over på Luck – Han sover stadig. Hun kan høre hans åndedrag.. Hendes hovedbund er helt øm nu, men da hun lader hånden glide ned over sit hår, er det blødt og blankt.
Nu er det hans tur. Ligesom hende er han ikke vild med at blive vækket på den måde – forsøger at skubbe hende væk, men barnet er stædigt, og snart er han også helt kæmmet.
Så knækker barnet en tand af kammen, og sætter den fast på deres drømmekort.
“Gaven til jer er et kompas” siger hun blidt.
“Syd, nord, øst og vest?
Ude godt eller hjemme bedst?
Her er retningen altid på plads,
Nålen er trådet med et af dit hår,
et spir at følge, så frem I nårFølg min stemme
og lad den stikke af i et voldsomt råb
Jeg er lille Frk. Håb.I var to der gik den samme vej.
I var to der gik i stå.
I dag er en del af den pris som må gives
i et håb om bedre vejr.
Så nu står I her på samme vej,
en rejse ender her.Tag min hånd
Og giv den et klem i et håb om bedre vejrEn ny begyndelse
Gå den samme vej, som digHør min stemme. Hviske stille…
Hvad vil I her? spørger hans træt og utilfredst.
Tror I virkelig I er velkomne her?
Tror I nogen vil ha´jer her?
Så synger han:
Uvished og skepsis
jeg sår tvivl
gør uklar
giver aldrig svar
Var det hele bare forgæves?
De ser på ham, og de ser nu, hvem han er – han sidder der på en gren med sine tunge øjne, og fra hans øjne falder en stille regn, som breder sig.
Som en blid bruser på deres ansigter, hvorfra mørket løber i striber.
De rejser sig og rækker deres hænder op mod regnen og lader sig vaske.
Samler hænderne til en lille skål og drikker de forfriskende dråber.
Regnen vasker den lysegrønne dis væk, og et blidt tøvende lys kommer gennem trætoppene.
Nu går de mellem de dryppende træer – finder en lysning og lægger sig på det bløde græs – for at tørre og hvile ud.
De husker.
Katten der drak mælk.
Hunden der gravede et ben ned.
Stjernen der stod over husets tag.
Og mere end det; nu husker de at Luck er stærk!
Fortuna er stærk!
Barnet peger på kompasset: “Se, nålen peger den vej.”
De spejder ud over havet.
Men der er jo intet der, hvor nålen peger?” siger Luck
Og han mærker at Tvivlen er kommet igen.
Fortuna sætter sig ned. Moset er blødt og varmet og vandet helt klart.
Hun kan se sit eget spejlbillede.
Hun er blevet ældre. Ansigtet er ikke så rundt som det var.
Og nu ser hun også at ham. At han er blevet højere - og tyndere
Hun husker ham fra dengang.
I huset. Så lille der i den store seng med bamsen tæt ind til sig.
Det synes som hundrede år siden. Nu - bare de to, to billeder i vandets spejl.
Og så ser hun det pludseligt. Noget glitrer mellem det grønne trans på bunden.
Det er nøgler. Ikke bare en, men hundredevis. Og fra dem kommer en hvisken...
Nøglerne hvisker: Hvad nu?
Hun samler den op der ligger nærmest. Og de andre nøgler bliver stille: Nu kun denne ene nøgles: Hvad nu i hendes øre.
Hun ved det jo ikke. Hun ved det jo ikke, men hun vil så gerne vide det. Vide hvilken dør nøglen kan åbne - Har hun mon taget den rigtige? eller..
Hun lægger den ned og samler en ny op - undersøger den - holder den op mod morgensolen - og så pludseligt - midt i det skingre lys ser hun det.
Det kommer imod hende.
Lige imod dem. Se. Se Luck - og hsn kigger og han ser det også.
De ser forbi nøglen, men ser så ingenting, men så igen :
Det er er det sted vi har søgt.