Hun husker stedet de kom fra...
Det er vores flaskepost, som hun har fisket op af det kolde vand.
Hun tager proppen op – og så mærker hun det.
En lille melodi strømmer ind i hendes øre.
bringer med sig et budskab om at vi er herude.
At vi vil hjælpe.
Og hun husker...
Ikke meget, slet ikke alt. Men noget kommer gående tilbage hende på vores varme ønsker om at hjælpe.
Vækker fingrene.
De tager vores budskab op af flasken, ruller det ud.
Det lyser!
Hun husker varme og lys.
Et badeværelse. Der hvor de boede.
Og hun sidder i dampende vand.
Hendes hænder sender noget henover vandet. Det er et skib.
Hun har selv lavet det. Og nu husker fingrene. De folder papiret sammen på midten,
så hjørnerne et for et mod midten, og siderne op.
Det er som om papiret selv fortæller fingrene hvad de skal
– og så pludseligt - et lille skib - foldet af vores budskab, der i hendes hænder...
Opgivelsen har sat sig hos ham.
Kysser ham blidt med sine tø-læber.
Sov sødt barnlille
Sov roligt og stille
For striden er stridt
Nu smelter alt hvidt
i havets evige hvile
Min gråd vil tø
Ispuden til sø
mens englene tie og smile
(Mel.: Thomas Laub 1915)
Drengen svarer stille:
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt,
og de søde englebørn jeg skuer.
Når jeg har det trætte øje lukt,
hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke.
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke
Moder — see! nu kysser Englen mig!
(‘Det døende barn’ – H.C. Andersen)
Der var et tidspunkt derude på isen, hvor jeg glemte mit navn. Det var blevet væk, umuligt at finde, ligesom jeg selv var. Pist væk. Men mens vi sejlede, huskede jeg pludselig mit navn igen. Fortuna hedder jeg – det betyder lykke.
Jeg huskede, at min mor og far gav mig navnet, fordi de så gerne ville, at jeg skulle opleve lykke. Men lykke er altså ikke noget, der kommer sådan helt automatisk med navnet. Jeg måtte ud på en meget lang rejse for at finde ud af, hvad lykke overhovedet betyder for mig.
Og ved jeg det så nu? Måske – i hvert fald lidt bedre…
Ude på isen havde jeg glemt alt om, hvem jeg var. Jeg havde glemt, hvad jeg hed, og jeg havde glemt, hvor jeg kom fra.
Da jeg huskede, at jeg hed Luck, kunne jeg ikke helt forstå det. Det betyder egentlig held, men jeg havde ret svært ved at se, hvor heldet var blevet af, da jeg var frosset fast ude på isen. Nu kan jeg se, at det var Fortuna, der var mit held.
Da hun huskede sig selv, huskede hun også mig – og troede på mig, og holdt mig i hånden.
Jeg havde en ven, da det så allersortest ud – hvor heldig har man lov at være?
Hun trækker ham ombord på det lille skib og nu sidder de stille i hver sin ende af skibet. Så husker han en sang:
En sang fra dengang.
En sang jeg sang. Du sang. Vi sang. Mor og far sang denne sang engang.
Sangskattekisten.dk:
Mester Jakob