ISEN MIDT I INTETHEDEN
LYT! HØR!
- ISBJERGET
Stilhed
Fortabt på et endeløst hav.
Sidder en dreng og en pige
fastfrosset på et stykke is.
De husker ingenting.
Slet ingenting.
Ikke engang deres egne navne.
Ikke stedet de kom fra.
Det er alt sammen forsvundet.
Det er inde i tågens svimlen.
Isen knager
Stille nu. Hører du.
Aften klokken ringer
Solen sank, Stor og blank.
Natten stilhed bringer...
Sig månen langsomt hæver
Mel.: J.A.P. Schulz 1790 - Tekst frit efter: Matthias Claudius 1779/ Carsten Hauch
Sig månen langsomt hæver,
den hvide stjerne svæver
på tåge sløret hvid
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens favn.
Ja, sådan skete det…
Skrækkeligt. Forfærdeligt
…men før alt frøs fast
sendte pigen en flaskepost afsted.
HØR! LYT!
En pige og en dreng
fastrosset som statue
hvidt så langt øjet kan skue
min glaskrop mod is skaber en skinger klang
som tvinger sig ind i pigens tilfrosne øregang
Jeg synger min sang
Jeg er jo lige her!
Se mig - det er her det sker
LYD: Klink, Klonk Glas mod is
En hånd lægger sig over et øre
Hun vil ikke høre
Men JEG gi´r ikke op
Råber til hjernen. Vågn nu op!
Hun krymper sig ved min lyd.
hvisker et stille STOP
Hun vil ikke
ikke vågne , ikke høre
ikke se, ikke mærke
Hun vil bo inde i isen.
kulden som hendes slot
her er alt isnende flot
Min hidsige lyd låser op
for hendes krop.
Min lyd råber igen.
Du skal vågne, min ven.
Endelig griber hun ud efter mig
hjulpet af verdens vinde
kommer jeg op til hende.
Hun mærker henover mig.
Ryster mig
jeg hvisker et forsigtigt Hej
men hører hun mig?
FLASKENS FORTÆLLING
De frostbidte fingre famler sig frem til min prop.
Hun hiver og slider til den slipper og går op.
Vender mig. Og på min bund banker.
Hendes øjne er et spejl for hendes tanker
Blot en flaske. Tom. Dum. Ubrugeligt affald
smidt ud i havet til evigt forfald.
Men HØR der kommer den lille nysgerrige vind
den bærer mit budskab ind i pigens sind
blæser toner fra min hals
en fortællings vals
HØR
Jeg er skabt af verdens sandkasse
varme forvandlede mig til gylden lava masse
kulden hærdede mig til glas
Nu er jeg er dit forvandlings pas
Min prop er af bark fra de stores skoves træer
Samlet, presset til den passer lige her
(Flasken peger på sin åbning)
En gang var jeg fyldt
med most fra plukkemodne frugter
Kogt søde så de ikke mugner.
Hun mærker hvem jeg var.
Hun husker hvordan de løftede mig op.
Hældte op i en kop.
En hånd varm og blød
Æblets saft så sød
Der er stadig en gylden dråbe tilbage.
Tungen kommer frem for at smage.
den lille vind sender duft op i det kolde næsebor.
efterlader et mindespor
Hun husker den tætte smag
Velbehag
Billeder vækkes for hendes indre blik
lange sommerdage, lege og slik
Dråber af guld rakt til hende i et glas
solens glimt i et strandskår
En hånd aer hendes solvarme hår
Knus. Kys. Kendt. Kærlig.
Hånden tegner små sedler.
Lægger dem på køkkenbordet
Den fortæller noget vigtigt.
hun vil så gerne gøre det rigtigt.
Derfor gemmer hun sedlen i lommen ved sit bryst
Nu finder hun den frem
Hun mærker en lille længselsbåren trøst
fra en tid hvor alting var lyst.
folder papiret ud
vil huske hvad der stod
Ingen ord findes i den hvide verden
tåget af ensomhedens færden.
Men det er væk.
som i en sort sæk fuld af blæk.
Hun husker kun hånden der skrev
dette lille huske brev.
Hun vil svare og lægger sine hænder på brevet
De fortæller om kulden, om opgivelsen, og meget mere.
Mere end hun ved.
og så løfter den ene hånd sig og en finder negl efterlader 3 former:
En snoet vej. S Et uendeligheds tegn O og så en snoet vej igen. S
De 3 tegn SOS fortæller at nogen har brug for hjælp.
Så ruller hun brevet sammen og jeg sluger der og bærer nu det tunge budskab i min mave.
Opgivelsen messer monotomt
Musik: ‘Stille nu, hører du’
(Ring, Fr. J. /Ring, Oluf)
Stille nu! Hører du
aftenklokken ringer
Solen sank, stor og blank
natten stilhed bringer
Opgivelsen har et timeglas, hvori der svirrer iskrystal-myg.
Nogle gange slippes is-myggene fri
De svirrer om børnene
Tiri Ya Tiyara tiri
Ya waraa w khitan
Badi irgaa bent sghiri
Ala sathl giran
VI HJÆLPER!
SANG Græsk folkemelodi
Se en flaskepost, der sejler mod land
sendt afsted af en anden hånd.
Bring mig flasken. Bring den til mig,
så vi kan se, hvad den bærer.
Se en flaskepost, der skyller i land
Samles op af en nysgerrig hånd.
Åben flasken. Åben brevet.
Så vi kan se, hvad de skriver.
Flaskepostsangen (1)
Har de glemt hvad de hed?
Har de glemt hvad de holdt af?
Vi lægger vores navne det vi kan lide i flasken
Har de mon glemt hvor de kom fra?
Vi laver et brev og synger om at have rødder et sted,
Se, bølgen tager flasken med
til et helt og andet sted,
hvor der er to at dele med
Vi sender flaskepost afsted.