Hun tror ikke længere på at de finder hjem.
Luck er helt overbevist. De finder hjem.
”Husker du ikke katten?” siger han.
 ”Den fandt jo altid hjem.” (overbevisende)
”men hvad med os?” spørger Fortuna tvivlende.

HVIS vi bliver ved med at lede,
Og holder lyset tændt i vores hjerter
SÅ KAN alting blive som før. Han næsten råber det.
MEN… Fortuna hun tror det ikke,
…som før…? vrænger hun. 
Ja, Hun tvivler på at de finder tilbage. Nogensinde. måske ALDRIG?

Og Luck mærker Tvivlen og hvordan den nu også rækker ud efter ham
Ja, nu danser Tvivl og Håb om Luck og Fortunas og kæmper om deres opmærksomhed.
 Fortuna ser Håbet holde om Luck. Hvordan han klamrer sig til hende, som et lille barn til sin mors ben i det fremmede. Hvordan Håbet holder ham oppe , næsten som i en bedøvelse som får ham til at glemme alt det der er sket. Alt det der sikkert skal ske. Alt det Fortuna
Og hun mærker hvor alene hun føler sig, der i Tvivlens tågeland. Det er gør ondt i halsen, der hvor Uro greb ud efter hende og rystede hende. Stik, der hvor Smerten stak i maven. Og det er som om en kold bedøvende ånde synger Opgivelsens vuggende søvndyssende sang ind i hendes venstre øre.
Men hun mærker også Håbets tag i Luck  - og hun vil at det skal blive i ham,
-  og at HÅB også vil finde vej til hende.
Hun taler så lavt, at det virker, som det nærmest mest af alt prøver at overbevise sig selv.
Måske... Måske kan alting blive helt anderledes, hvis vi tør. Hun mærker Viljen, men 
tvivlens frøer kvækker stadig: Kvæk kvæk hjem er væk, og da ser hun det. Tvivlen peger med sin krogede finger væk fra vejen de kom fra, men i en ny retning.  Hvis vi tør søge lyset et andet sted.
Et nyt sted… Og HÅBET puster til gløden af lys i deres hjerter, så den blusser op…
Hvis vi kan se lyset et andet sted. Et nyt sted...Hun peger ud io horisonten i den  nye retninger og Luck  vender sig og ser nu også ud i horisonten samme vej. 
Regnen opløser tågen og skaber rum for lys.