MØRKET på bunden

De har ikke sejlet længe før drengen mærker noget koldt på sin ene fod.
Iskoldt hav pibler ind fra et hjørne i båden. Fra et HUL i skibet.
Vandet rejser sig op over deres ben, som et sort tæppe.
Skibet mister balancen og så er alt omkring dem havets sorte uendelighed.
De kæmper mod det sugende sorte under dem, men til sidst trækkes de ned i dybet…..
Men drukner de så? NEJ!
for vi har jo lagt alle vores ønsker om at hjælpe ind i skibet og nu lægger det sig over dem og skaber en boble af luft omkring deres hoveder mens de lige så stille dlaer ned på havbunden.
Og der er der en der griber dem.
Det er SORGE

Sorgens sang

Jeg er havets sorte sol
Dybets triste sorgrig fugl
Jeg sætter din tid i stå
For igen at få den til at gå

Sammen med os vil hun hjælpe de to børn til at trække vejret i dybet.
Trække vejret ind og ud. Roligt tungt. De mærker mørket og tyngden og samler sig.

Børnenes hænder finder sammen i mørket, mens Sorgen holder om dem. Havbunde er blød og det er som om de synker længere og længere ned i det sorte sugende sand under dem.
Men Sorgen tager dem op på sit skød og hvisker at de skal græde.
Men hvordan kan de græde tårer når alt omkring dem er vand?
Jo SE nu. Sten falder fra de to børns øjne og ned på den tjærebløde havbund under dem.
 Som store runde sten og ved Sorgens sørgmodige sang rejser tårestenene sig og begynder at danse
- i majestætslige rækker danser de henover de sorte marker af sand.