SØGEN
Ja, Pigen synger:
HVEM kan sejle foruden vind…? Hun synger til drengen… Hun vil have ham med…
Men hvorfor hører drengen ikke hendes sang?
Drengen HØRER hende ikke. SER hende ikke fordi
for OPGIVELSEN har lagt sine lange kolde arme om ham.
Vugger ham og synger: Sulla Rulla
Opgivelsen vugger drengen i sin kolde bedøvende favn.
Fastfryser ham i isen. Pigen mærker noget brænde på hendes kind – det er tårer.
Hun græder, for hun vil jo ikke at drengen skal give op.
Hendes varme tårer smelter isen.
MEN Opgivelsen nægter at give slip på drengen.
DEN fryser pigens tårer, så isen helt lukker sig om drengen, opsluger ham.
Men pigen. Hun græder bare endnu mere ved synet af hans hvide kolde ansigt.
Opgivelsen synger:
Sulla Rulla
Sov sødt barnlille
Sov roligt og stille
Striden er stridt
Nu smelter alt hvidt
i havets evige hvile
Min gråd den tø
Ispuden til sø
mens englene tie og smile
(Mel.: Thomas Laub 1915 Tekst fri fortolkning.
Kulden fanger ham. Lukker sig om ham. Opsluger ham...
Drengens sang til Opgivelsen:
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
men i drømme, der er alt så smukt,
og de søde englebørn jeg skuer.
Når jeg har det trætte øje lukt,
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke.
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke
Moder — see! nu kysser Englen mig!
(‘Det døende barn’ – H.C. Andersen)
Men pigen vil ikke, at han skal dø, så hun synger igen
og nu endnu højere:
Jeg kan sejle foruden vind...
Se nu græder drengen også -
røde brændende spor leder hans varme salte tårer ned på Opgivelsens frost arme.
Hun må slipper ham og trækker sig tilbage, forbrændt af hans strøm af tårer floden.
Isen knager i mødet mellem varme og kulde. Isen synger og kælver. Store flager falder fri af isblokken i store klumper, der nu flyder som fortabte stykker af opgivelse på det sorte hav.
Den sidste is knager, knækker og trækker Opgivelsen med sig ned i det sorte dyb.
De to børn er alene i det lille papirskib på det store hav. Havet hvisker til dem: