FRYGTENS TINDE
SER…En vindblæst hytte på et klippeudspring – måske de kan bo der?
De åbner den skæve dør. KNNIIIIRRK
”Her bor jeg,” hvisler én stemme. Det er UROEN.
Den ligesom siver ud fra de mugne vægge for at trænge sig ind på Pigen.
Pigen vil væk, løbe,....men hun kan ikke …Uroen spænder ben..
Hun dukker sig, kryber sammen.
Hun vil ikke at Drengen skal opdage det. at UROEN har fået greb i hende.
MÆRK MIG(Ekko) SMERTEN. tårner sig op over Drengen.
Den har skarpe skuldre og lange spidse fingre som stikker til Drengen
Drengen tager sig til maven – det kører rundt i maven…
Smerten sætter en tung fod på drengens hjerte - og træder til.
Lyset i hans hjerte flimrer...
Han griber ud efter Pigens arm. Hun ryster.
Du er bange – siger han
Det er jeg, siger hun…
Husker du denne sang… hvisker Drengen.
Drengen synger: Bjørnen sover, Bjørnen sover i sin lune hule…Jeg var bange for bjørnen, svarer pigen.
jeg troede den lå under min seng, når jeg skulle sove…
Ja, svarer drengen, men vi tyssede bjørnen i søvn
Sov nu… Sov nu…. Schhh
LISTESANG: Kuowsakasah evt. svag Sov nu min dukke…PPP)
Og vi sang mors godnat sang, for den, for at lulle Bjørnen i søvn. Pigen synger nu….
Hvorfor bli'r det nat mor….(Pigen synger oveni hviskesangen)
UROEN falder sammen. Ryster et øjeblik.
SMERTEN trækkes med ned og ind i stilheden.
De ser så små og ufarlige ud
SE, de sover nu…(Drengen tager fat i Pigens hånd)
KOM! Lad os komme væk. NU, mens vi kan.
(Knirk fra gulv og dør)
drengen hvisker…
“Den er ikke farlig, når man blot er varlig,
men man kan dog, men man kan dog. ALDRIG på ham tro….”
Drengen og pigen lister ned til skibet og får det bakseret fri
Og en lille venlig vind skubber dem til havs
Noget lister sig ind på pigen.
HØR MIG. Det er URO,
der hvisker i hendes øre...
URO
Jeg har 1000 ansigter,
men intet navn
mangen og en fange-arm
trygger på dine savn.
VI TØR IKKE, råber I
for jeg åd alt og alle
fra en til ti
fik jeg jer til at falde
ned i den store blive-væk
-sort som blæk -sæk
MÆRK MIG, hvisler Smerten, mens den griber fat i drengen.
Smerten har skarpe skuldre - tårner sig op,
sætter foden på lyset i hjertet og træder til!
I din runde mave,
jeg rumle og gnave.
suger som en tæge
i fortidens sår,
så de ikke kan læge
selv når tiden går.
SMERTE
Drengen griber ud efter pigens hånd.
Er du bange? spørger han.
Det er jeg, siger pigen, men ikke når du holder mig i hånden.
Det gør jeg, siger han. Altid - og fører an ned til skibet.
Ja, selv den stærkeste må sande,
kun tåber frygter ikke oprørte vande.
Hun hvisker:
Vi kan ikke bo i frygtens hus
Vi må liste afsted, som bittesmå mus.
Sammen får de skibet skubbet fri. Ud.
De kan komme væk.